81-årig FfI'er scorede et mål mod U13-drenge fra Guatemala
Lørdag blev der spillet en usædvanlig kamp under Cup No.1. På den ene banehalvdel var spillerne under 13 år. På den anden banehalvdel var alderskaptajnen 81 år, og han scorede endda et mål.
FfI's "gamle" drenge, som kalder sig Young Boys, mødte U13-holdet fra Escuela La Academia FC i Guatemala.
Det var naturligvis en kamp, som intet havde med Cup No.1 at gøre. Men gæsterne fra det mellemamerikanske land ønskede med kampen at sige tak til de "gamle" drenge fra FfI.
Sidste år havde holdet fra Guatemala nemlig en udfordring, da de skulle videre fra Frederikshavn til Gothia Cup i Göteborg. De manglede penge til færgebilletterne.
Pauli Jørgensen og co. fra Young Boys tilbød deres hjælp, og de indsamlede godt 12.000 kroner til Escuela La Academia FC, som dermed kunne rejse til Sverige.
Denne hjælp havde Escuela La Academia FC ikke glemt, så i år ville de gerne spille en kamp mod FfI. Det blev en gyser af de helt store, som sluttede 6-6 efter ordinær spilletid. Den efterfølgende straffesparkskonkurrence vandt FfI.
Escuela La Academia FC kårede FfI's målmand, Per Knudsen, til Kampens Spiller, og han fik overrakt en trøje.
- Det var en hyggelig oplevelse på tværs af generationer, som viser, hvad fodbold også kan, siger Pauli Jørgensen fra FfI.