Gå til hoved-indhold
06. juli 2026 - kl. 22.07

Årets Guld Harald blev et stort tilløbsstykke, da den lokale fodboldhelt Frank Nielsen fik prisen

  • 1 af 7
  • 2 af 7
  • 3 af 7
  • 4 af 7
  • 5 af 7
  • 6 af 7
  • 7 af 7
Af: Michael Frederiksen

Mandag aften fik Frank Nielsen som tidligere afsløret overrakt Årets Guld Harald. Det er ottende gang, at årets Guld Harald tildeles en nordjysk fodboldspiller, der også har gjort sig internationalt.

Denne gang gik prisen altså til en rigtig FfI'er, nemlig Frank Nielsen. Han spillede ikke færre end 464 førsteholdskampe for Frederikshavn med debut i 1967.

Imponerende, og vi kan huske flere comebacks efter endt karriere, da Frank Nielsen altid gerne ville hjælpe FfI.

Årets uddeling blev noget af et tilløbsstykke, da omkring 200 var mødt op ved Arena Nord på Harald Nielsens Plads for at hylde Frank Nielsen. Der var taler fra borgmester Jon Andersen, direktør Anders Krøgh fra Spar Nord samt selvfølgelig Rudi Nielsen. Hele seancen blev super styret af tidligere tv-journalist og ægte frederikshavner Jens Gaardbo, som selv var en af tilskuerne i de glade 70’ere på Frederikshavn Stadion, da Frank Nielsen spillede.

Prismodtageren fik kontant 25.000 kroner sponsoreret af Spar Nord, en medalje og et smykke sponsoreret af familien Nielsen. Efter overrækkelsen sponserede Arena Nord gratis pølser og drikke til alle på forpladsen.

Og for at gøre det hele endnu mere festligt vandrede, de over 200 hold, som i denne uge skal deltage i FfI's internationale fodboldturnering Cup No. 1, rundt om den flotte Harald Nielsen-statue og videre ind på Frederikshavn Stadion til åbningen af Cup No. 1.

Frank Nielsen, som er født i 1948, var blandt andet med til at spille Frederikshavn i 1. division i to år 1977 og 1978. Det var også i den periode, at Frank Nielsen fik sin landsholdsdebut. Det blev til fire landskampe i 1975 og 1976. Han var blandt andet med på landsholdets træningstur til Mellemøsten, hvor Danmark vandt en landskamp mod Israel i Tel Aviv med 1-0.

Frank Nielsen var en af de glade amatører. Dengang var der ikke professionel fodbold, og det betød, at han arbejdede fuldtid hos Frederikshavn Forsyning igennem 30 år, og fodboldtræningen var i fritiden. Frank Nielsen fortæller, at man dengang trænede tre-fire gange om ugen. Han blev i 1974 kåret til Årets Sportsmand i Frederikshavn – og hvem overrakte ham hæderen? Harald Nielsen.

En af de største præstationer FfI-holdet lavede i 70’erne, var pokalsejren over KB, som var et af de stærkeste hold i 1.division, som landets bedste række hed dengang. På KB-holdet var blandt andre Finn Laudrup.

Dette års uddeling af årets Guld Harald bliver samtidig den sidste i nuværende form. Fremover kåret Årets Guld Harald i forbindelse med Nord Award, hvor Frederikshavn Kommune og sponsorer hylder en række gode præstationer af frivillige og idrætsudøvere i kommunen.

Årets Guld Harald er sponsoreret af familien Nielsen, Spar Nord og Arena Nord.

Vindere af Årets Guld Harald
2019: David Nielsen
2020: Peter Møller
2021: Søren Frederiksen
2022: Fortuna Hjørring
2023: Joakim Mæhle
2024: Jesper Grønkjær
2025: Nicolaj Thomsen
2026: Frank Nielsen

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...