Gå til hoved-indhold
25. september 2023 - kl. 00.09

Afgået bestyrelsesmedlem langer ud efter borgmesteren

  • 1 af 1
    Leif Pedersen: - Som dronning af kommunen igennem mange år vurderer jeg, at hun (borgmester Birgit S. Hansen, red.) i dette tilfælde kun hører sig selv i rummet.
Af: Michael Frederiksen

Leif Pedersen, en af de fire eksterne bestyrelsesmedlemmer i Frederikshavn Havn, som i den forgangne uge alle forlod bestyrelsen i utide, oplever, at borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, i den grad har søgt efter de mindst larmende forklaringer i forhold til deres udtræden af bestyrelsen.

- Det handler ikke kun om frasalg af arealer, men det er den mest fredelige af en række årsager til, at vi har trukket os. De knapper, der er trykket på i forhold til denne situation, anser jeg ikke som værende udramatiske. Det handler om noget helt andet, og det forekommer mig, at borgmesteren har haft en anden agenda, som hun vil have trumfet igennem. Som dronning af kommunen igennem mange år vurderer jeg, at hun i dette tilfælde kun hører sig selv i rummet. Jo, der sidder flere i byrådet, men hun trækker stemmerne og dermed magten, så ingen reaktion herfra. Heller ikke fra de andre partier, siger Leif Pedersen.

Han har været erhvervsleder i mere end 40 år og har oplevet mange ting.

- Men jeg har dog aldrig oplevet en ledelse som den, borgmesteren udøver i dette tilfælde. Det er helt udenfor skiven og er ikke kønt at se på eller være med i. Set fra min stol kunne en mere åben, forstående og lyttende attitude ønskes. Som bestyrelsesmedlem i havnen skal man repræsentere sig selv. Vi skal overholde spillereglerne i forhold til good governance, og vores beslutninger skal på alle områder tage afsæt i Havneloven. Dette gælder også for Frederikshavns Havn ligesom øvrige danske havne. Borgmesteren er ikke glad for at ”få dette stukket i snuden”, som hun udtrykte det under vores møde i torsdags, udtaler Leif Pedersen.

Alle fire eksterne bestyrelsesmedlemmer i Frederikshavn Havn stoppede onsdag og torsdag i utide. Formanden Bo Uggerhøj og næstformand Lars Karlsson meddelte deres afgang onsdag. Torsdag deltog de to tilbageværende bestyrelsesmedlemmer, Leif Pedersen og Lotte Rosenberg, i et Teams-møde med repræsentanter fra Frederikshavn Kommune.

- Lotte og jeg var indstillet på at fortsætte i bestyrelsen og kigge fremad. Mødet tog dog meget hurtigt en retning, hvor jeg opfatter borgmesterens udtalelser som en mistillid til os. Når en bestyrelse mister sin formand og næstformand, skal der indtræde midlertidige repræsentanter, indtil en ny bestyrelse er konstitueret, men som det blev udtrykt fra kommunen: ”Det sover vi på”. En kvalificeret ny bestyrelsen fremtryller man jo ikke lige natten over. Der var ingen interesse for, at vi kunne indtræde midlertidigt som henholdsvis formand og næstformand, indtil en ny bestyrelse er på plads. Borgmesteren udtrykte så stor mistillid til os, at vi valgte at stoppe i bestyrelsen. Jeg er meget ked af det på havnens vegne og ikke mindst de dygtige medarbejdere, som til daglig gør et fantastisk arbejde, udtaler Leif Pedersen og fortsætter:

- Men jeg kan ikke deltage i en bestyrelse, som baserer sig på en styret dagsorden fra kommunen, og som har mange huller i forhold til good governance, tillid, loyalitet og fortrolighed. Disse forhold skal vende begge veje og er også gældende for den øverste ledelse i kommunen. Udviklingen det seneste halvandet til to år har været præget af et paradigmeskift på kommunen og har udfordret det eller gode samarbejde med kommunen, som jeg tidligere har oplevet.

Leif Pedersen var bestemt heller ikke imponeret, da han læste Birgit S. Hansens forklaring på, hvorfor Bo Uggerhøj og Lars Karlsson stoppede i bestyrelsen. Det blev kaldt naturligt og udramatisk.

- Der er en meget fordrejet forklaring af sandheden. Vil offentligheden leve med den forklaring? Jeg sætter stor pris på ærlighed, åbenhed og loyalitet i forhold til et samarbejde, men dette skal foregå begge veje, hvilket ikke er tilfældet her. Jeg mangler at se disse værdier overholdt fra ejerens side, udtaler Leif Pedersen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...