Alex Bumagin håber at leve et så normalt liv som muligt i Moskva
- Jeg ved, at folk i Rusland prøver at leve et normalt liv. Selvfølgelig kender jeg situationen. Det er hårdt, men jeg håber, det snart er slut.
Det siger russeren Alex Bumagin, når han svarer på, hvordan det bliver igen at bo i Rusland, som er i krig med Ukraine.
Efter fem et halvt år i ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks flytter han hjem til Moskva med sin kone og parrets tre børn. Kanal Frederikshavn har mødt den sympatiske russer, som har lært at tale engelsk og forstår dansk.
Det er tydeligt, at han ikke bryder sig om at tale om krigen i Ukraine. I begyndelsen fulgte han med i nyhederne, men det stoppede han med efter nogle måneder, fordi det påvirkede hans humør. Han droppede nyhederne og fokuserede på sin familie og hockey.
Risikerer du at skulle i krig, når du flytter hjem til Rusland?
- Det håber jeg ikke. Det er jeg for gammel til. Jeg håber, at jeg kommer til at leve et så normalt liv som muligt i Moskva, selv om det ikke bliver let.
Alex Bumagin spillede 11 sæsoner i den bedste russiske liga, KHL, inden han skiftede til Frederikshavn White Hawks. Han har derfor en sund økonomi i sit hjemland. Det siges, at han er rig, men det har den ydmyg russer ikke lyst til at kommentere. Han ejer dog efter sigende flere lejligheder i Moskva og var også så småt i gang med at bygge hus, da han flyttede til Danmark. Han håber at kunne genoptage byggeriet.
På grund af krigen har det ikke været muligt for Alex Bumagin at overføre penge fra Rusland til Danmark, men det har intet at gøre med at beslutningen om at vende hjem.
- Jeg har alt, hvad jeg skal bruge her, og klubben har altid været søde og hjælpsomme.
Alex Bumagin lægger ikke skjul på, at det er en svær beslutning at flytte til Rusland.
- Vi har tænkt meget over det, men jeg føler, at tiden er kommet, hvor jeg skal tage ansvaret for mine forældre. Det her handler ikke om hockey - udelukkende min familie, forklarer Alex Bumagin.
Han kom til Frederikshavn i juledagene 2018, og kort tid efter fulgte hans kone og parrets tre drenge, som i dag er otte (tvillinger) og seks år. Børnene har dermed boet næsten hele deres liv i Frederikshavn. De to ældste går i 2. klasse på Bangsbostrand Skole.
28. april går turen til Moskva, og det bliver spændende at se, hvordan især børnene falder til i Rusland.
- Jeg ved det ikke. Jeg tror faktisk ikke helt, at de forstå det endnu. De er små børn og tænker ikke så meget over det endnu, men det kommer senere, vurderer Alex Bumagin.
Han er lige fyldt 37 år og skal selv i gang med at skabe sig en ny fremtid. Han har ikke et arbejde, som venter på ham. Hele hans voksenliv har handlet om hockey.
- Vi har venner og familie i Rusland, og jeg håber, at de kan hjælpe os, men det ved jeg ikke.
Alex Bumagin lægger ikke skjul på, at han meget gerne vil fortsætte som ishockeytræner, når han flytter hjem til Rusland. Det tænker han dog endnu ikke over. Pligtopfyldende, som han er, koncentrerer han sig lige nu om at være U18- og akademitræner i Frederikshavn Ishockey Klub.
Når familien søndag 28. april forlader Frederikshavn, vil deres kufferter være fyldt med dejlige minder.
- Jeg har kun gode minder. Det er en fantastisk by, fantastiske mennesker og fantastiske fans. Vi har været glade hele tiden. Vi har aldrig følt os som fremmede, og vi har altid fået støtte og hjælp. Folk er positive og smiler meget. Livet er for kort til at være negativ.
Han håber da også at kunne hjælpe White Hawks, når han igen sætter fødderne på russisk jord. Han forestiller sig, at han kan være scout for høgene og altså hjælpe med at finde nogle dygtige spillere, som har lyst til at spille i Frederikshavn.
- Jeg kender det russiske marked. Jeg har spillet der næsten 16 år og kender spillerne, klubberne og agenterne. Der er allerede nu flere spillere i den danske liga, som har spillet i KHL, påpeger Alex Bumagin.
Han ankom selv til Frederikshavn 24. eller 25. december 2018. Det glemmer han aldrig. Han havde lyst til straks at rejse hjem igen.
- Det regnede og var mørkt og tåget. Der var ingen mennesker, fordi det var jul. Det lignede en spøgelsesby. Alt var lukket. Jeg vidste intet om landet, talte ikke engelsk og blev indlogeret på et koldt hotel, som faktisk var lukket på grund af jul. "Vi ses til træning om et par dage", fik jeg besked på. Jeg havde heller ingen telefon. Jeg spiste to dage på McDonald's inden min første kamp mod Aalborg. Jeg var klar til at købe en flybillet og rejse hjem, griner Alex Bumagin.
Allerede efter en uge, hvor truppen trænede dagligt og spillede kampe, faldt han til i byen, og derfor varede det heller ikke længe, før hans kone og børn fløj til Danmark.
Om halvanden måned går turen hjem til Rusland, men Alex Bumagin afviser på ingen måde, at familien på et tidspunkt igen flytter til Frederikshavn. Lige nu er det dog forældrene, som har førsteprioritet.