Gå til hoved-indhold
24. august 2026 - kl. 17.08

Alle gemmer på en historie – på Socialmødet får de ordet

  • 1 af 6
  • 2 af 6
  • 3 af 6
  • 4 af 6
  • 5 af 6
  • 6 af 6
Af: Michael Frederiksen

Der bliver både musik, digte og personlige fortællinger, når deltagerne fra workshoppen ”Alle mennesker gemmer på en historie” præsenterer deres arbejde på Socialmødet i Frederikshavn torsdag 3. september.

Gennem fire workshops har deltagerne sammen med musikeren og sangskriveren Søren Krogh arbejdet med at sætte ord og toner på oplevelser fra deres eget liv. De første tre workshops er nu gennemført, og rundt om bordet bliver der arbejdet med mange forskellige udtryk.

- Det går rigtig godt. Der er en dejlig energi omkring bordet, og deltagerne kaster sig modigt ud i det. Nogle skriver digte, andre arbejder med fortællinger eller sange – og det er meget forskelligt, hvad der vokser frem, fortæller Søren Krogh.

Forløbet har samtidig vist, hvor mange fortællinger mennesker bærer med sig:

- Vi havde en fornemmelse af, at alle gemmer på en historie, men jeg er alligevel blevet overrasket over, hvor stærke og ærlige fortællingerne er. Der bliver delt noget, som både gør indtryk og sætter tanker i gang, siger Søren Krogh.

Fredag 28. august mødes gruppen til den fjerde og sidste workshop. Her skal de sidste detaljer på plads, inden deltagerne sammen med Søren Krogh præsenterer deres arbejde på Socialmødet.

- Vi er stadig midt i processen, men allerede nu er der kommet nogle virkelig fine tekster, sange og fortællinger frem. Jeg er både imponeret over kvaliteten og over det engagement, deltagerne møder op med. På fredag samler vi trådene og gør os klar til at dele det hele med publikum på Socialmødet, fortæller Søren Krogh.

Nu fortæller de selv
På Socialmødet mødes mennesker med forskellige livserfaringer og baggrunde til en eftermiddag med musik, fællesskab og gode samtaler.

Her bliver resultatet af workshoppen præsenteret for publikum. Tanken er enkel: Mennesker, der alt for ofte bliver talt om, skal have mulighed for selv at tage ordet og fortælle deres historie.

Ud over deltagernes fortællinger og musik bliver der mulighed for at møde en række frivillige sociale foreninger og kommunale tilbud. Pølse-Mogens serverer gratis hotdogs, og senere på eftermiddagen giver Søren Krogh koncert.

Socialmødet arrangeres af Udsatterådet og Frivilligcenter Frederikshavn.

Arrangementet foregår på den afskærmede parkeringsplads ved Frivilligcenter Frederikshavn med indgang fra Asylgade.

Program
Kl. 13.00: Velkomst
Kl. 13.10: Standene åbner
Kl. 13.15: Pølse-Mogens åbner "HOTDOG’EN"
Kl. 13.30: Musik og fortællinger fra workshoppen ”Alle mennesker gemmer på en historie” ved Søren Krogh og deltagerne
Kl. 14.30: Besøg standene, mød deltagerne, og nyd en hotdog i hyggeligt selskab
Kl. 14.45: Koncert med troubadouren Søren Krogh
Kl. 15.30: Sidste mulighed for at besøge standene og "HOTDOG’EN"
Kl. 16.00: Tak for i dag

Ønsker I en stand?
Foreninger, fællesskaber og kommunale afdelinger, som ønsker en stand på Socialmødet, kan kontakte Frivilligcenter Frederikshavn senest torsdag 27. august på info@frivilligcenterfrederikshavn.dk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...