Gå til hoved-indhold
19. september 2025 - kl. 10.09

Alle kommer et sted fra - vi venter på din fortælling og dig

  • 1 af 3
    Foto: EUC-Nord
  • 2 af 3
    Foto: EUC-Nord
  • 3 af 3
    Foto: EUC-Nord
Af: Michael Frederiksen

Er du ung? Er du kreativ? Sætter overskriften noget i gang i dig? Noget, der måske kan inspirere til en fortælling. Din fortælling! Så venter vi på den og dig! 

"Vi" er en flok eventtekniker-elever på EUC Nord i Frederikshavn med undervisere, en komponist, et hold billedkunstelever, en årgang forfatter-skoleelever, en koreograf, et regionalt spillested, en håndfuld professionelle musikere og skuespillere. Og måske flere.

- Hvorfor? Fordi EUC-Nords eventteknikeruddannelse altid har udfordret deres 3. årselever med eksperimenterende projekter i forening med forskellige samarbejdspartnere. Og når man eksperimenterer, kan det nogle gange gå galt (så blev vi klogere). Andre gange rammer man noget, som bare har potentiale, siger underviser Niels Østergaard, som er tovholder på projektet.

Det skete sidste år i februar. I samarbejde med komponist Viggo Steincke og Maskinhallen lavede eventtekniker-eleverne en eksperimenterende 360˚  forestilling, "Sound in Sight". Det var ikke en kæmpe forestilling, men konceptet og collage-formen kunne noget.

- Noget, som kunne skaleres op til virkelig at sparke røv! Og ud af det kick, den opdagelse gjorde, voksede overskriften til fortsættelsen: ”Alle kommer et sted fra”! Og det gør vi! Vi smagte på overskriften. Tyggede den igennem. Så på den med geografiske briller. Med familiebriller. Med sociale briller. Med vennebriller. Med kunstbriller. Med musikbriller. Og vi kunne kun se et stort potentiale, siger Niels Østergaard.

Det samme kunne Region Nordjylland og Kulturkanten, der konsekvent støttede projektet med et smukt beløb.

Nu er alle i gang. Der skrives historier, males billeder, tænkes i skulpturer, komponeres musik. Mange er i gang. Men der er plads til flere og mere. Så føler du, at din fortælling presser på, så kom med den.

- Lad være med at lade dig begrænse af evner og erfaring. Vi hjælper. Det vigtige for os er ikke, hvor formfuldendt din fortælling er. Det vigtige er, at den føles ægte. Især for dig. Og om den kommer som en skrevet historie, en monolog, et digt, en sang, en dans, et filmklip, et maleri, en skulptur eller noget helt andet, er underordnet. Og den behøver heller ikke at være lang, oplyser Niels Østergaard.

"Alle kommer et sted fra" munder ud i en 360˚ forestilling i Det Musiske Hus i Frederikshavn. Den afvikles fire gange 24. og 25. februar 2026.

- Vi arbejder i et multimedieformat, hvor publikum sidder midt i forestillingen. Og hvor der ikke spares på virkemidlerne. Eventteknikerne har en rigtig stor værktøjskasse, og de er vilde med at bruge den. Er der noget, der brænder indeni? Er der noget, der vil ud? Kontakt trygt komponist Viggo Steincke. Han står for at få det kunstneriske til at fungere. Han er helt utrolig erfaren med det. Og så er han verdens flinkeste mand! Send ham en mail på steinckeviggo@gmail.com, lyder opfordringen fra Niels Østergaard.

Viggo Steincke hjælper din fortælling videre i processen. En proces, der kan være en omsætning af et billede til et digitalt format, som kan projekteres ind i forestillingen, arrangement til en sang, en oplæsning af en tekst og meget andet. Og er dit bidrag ikke klar til formen – endnu – vil han også fortælle dig det og inspirere til, hvordan det bliver det.

- Fordi - og det er vigtigt at forstå – vi laver ikke en ny form for "X-factor", hvor nogen skal falde igennem. Vi skaber en gigantisk fortællemaskine, hvor lige præcis jeres fortællinger bliver smedet sammen til den rige fortælling, der rummer glimtet af alt at det, vi alle kommer fra. Og så drømmer vi om, at fortællemaskinen bliver så stærk, at den kan vende tilbage hvert år med en ny fælles fortælling fra det ungeunivers, der altid forandres, udtaler Niels Østergaard.

"Alle kommer et sted fra" er forankret i EUC-Nords eventteknik-afdeling i Frederikshavn. Projektet kabes i et samarbejde med komponist Viggo Steincke, de engagerede eventtekniker-elever og deres undervisere, Det regionale spillested Maskinhallen i Frederikshavn, Billedkunstskolen i Aalborg, Forfatterskolen i Brønderslev og alle, der kommer til.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...