Alsang ved Restaurant Møllehuset i Frederikshavn
Frederikshavn Mandskor af 1902 holder mandag 1. juni kl. 19.00 alsang på scenen ved Restaurant Møllehuset i Frederikshavn.
Der er lagt op til en hyggelig sommeraften med masser af fællessang fra den danske sangskat samt underholdning med lystig korsang.
Mandskoret har sørget for sanghæfter og siddepladser til alle, ligesom der er mulighed for at købe en forfriskning ved scenen.
- Frederikshavn Mandskor af 1902 valgte for en del år siden at stræbe efter at blive Frederikshavns "folkelige kor", hvorfor vi blandt andet arrangerer morgensang i samarbejde med Biblioteket, alsang i byens parker, fællessang i Riddersalen på Sæbygård Slot samt synger i kirker, plejehjem med videre, når lejlighed byder sig, siger Jørn Ploug, formand for Frederikshavn Mandskor af 1902.




































