Ambulanceberedskab i Nordjylland: A- og B-hold er uacceptabelt
Byrådsmedlemmerne Karsten Thomsen og Gitte Kiilerich (begge S) har skrevet dette indlæg: Vi har med stor interesse fulgt med i pressen omkring de seneste skriverier om ambulanceberedskab i Nordjylland. Da vi i sin tid løftede problemstillingen om responstider i yderområder, følte vi, det blev ignoreret fra Regionens side, men vi kan nu konstatere, at det, vi frygtede og derfor prøvede at gøre opmærksom på, er virkeligheden, og at vi desværre fik ret angående lange responstider, og som det ser ud også dårlig ledelse i Regionen.
Det virker som om, at man i Regionen har skabt et A- og et B-hold, og fakta er, at dem, der er bosat i de områder, som serviceres af Pre Meds-ambulancer, bliver betjent hurtigere end de borgere, som bliver betjent af Regionen (DPV). DPV er lig med Den Præhospitale Virksomhed / Region Nordjylland.
Ambulancer, der har overskredet mobiliseringstid pr. uge på kørsel A og B i procenter, ser således ud:
Uge 14 2024: DPV 10,9% - Pre Med 0,3%
Uge 15 2024: DPV 11,9% - Pre Med 1,6%
Uge 16 2024: DPV 10,4% - Pre Med 1,1%
Uge 17 2024: DPV 10,0% - Pre Med 1,2%
Uge 18 2024: DPV 15,7% - Pre Med 0,0%
Tallene taler sit tydelige sprog, og vi kan ikke som borgere og en del af Regionen hverken acceptere eller leve med, der er et A- og et B-hold - derfor vil vi igen gøre opmærksom på, at det her er ikke godt nok!
Vores opråb her drejer sig ikke om at pege fingre ad dem, der til dagligt forsøger at få enderne til at hænge sammen i DPV. Noget kunne tyde på, at de er enormt presset, og fordi de ikke selv har mandskab til at bemande ambulancerne, har DPV fået assistance af Pre Med-ambulancer flere gange.