Anden gang på ni år, at bestyrelsesmedlemmer pludselig stopper
Historien gentager sig. I går stoppede samtlige fire eksterne bestyrelsesmedlemmer i Frederikshavn Havn. Det skete også i 2014. Årsagen er igen uenighed mellem bestyrelsen og havnens ejer, Frederikshavn Byråd.
I går kom det frem, at formand Bo Uggerhøj, næstformand Lars Karlsson, Lotte Rosenberg og Leif Pedersen med øjeblikkelig virkning er udtrådt af bestyrelsen.
Stridens kerne er denne gang byrådets nej til at frasælge arealer på Frederikshavn Havn. Det fremgik af den pressemeddelelse, som borgmester Birgit S. Hansen udsendte i går, og det bekræftes af Lotte Rosenberg, som har været medlem af havnens bestyrelsen siden 2020.
Hun ønsker ikke at kommentere situationen, men der er ingen tvivl om, at bestyrelsen som led i en ny strategi ønskede at sælge arealer på havneområdet, som ikke er strategisk vigtige.
Det er anden gang på ni år, at Frederikshavn Havn mister samtlige fire eksterne bestyrelsesmedlemmer på én gang. Det skete også i 2014, hvor formand Lars Bonderup Bjørn efter syv år i bestyrelsen mod sin vilje stoppede. Det samme gjorde de tre andre eksterne bestyrelsesmedlemmer. De fire modtog et brev, hvori de kunne læse, at ejeren af havnen, Frederiksahvn Byråd, ikke ønskede dem længere.
Stridens kerne var valg af revisor. Byrådet ønskede, at Frederikshavn Havn fortsætte med BDO, men bestyrelsen ønskede nye inputs og ville derfor skifte til PricewaterhouseCoopers (pwc) i Aalborg.
Lars Bonderup Bjørn var usædvanlig hård i sin kritik, da han forlod bestyrelsen:
- Frederikshavn hejser et sørøverflag med teksten: "Hvis du er fremmed, så bliv væk". Hvem vil investere i en havn med det budskab? Måske vores koreanske venner, for de kan ikke læse dansk. Det signal I sender til os fire og til omverdenen er en fejl, som I bør få rettet med det samme.
Der er nu kun tre medlemmer tilbage i havnens bestyrelse. Det er byrådsmedlemmerne John Lamp Henriksen og June Menne samt medarbejderrepræsentant Flemming Berg Christensen. Arbejdet med at finde nye eksterne bestyrelsesmedlemmer med de rette kompetencer er straks igangsat.