Anders Holch Povlsen køber sig ind i virksomhed med afdeling i Frederikshavn
Anders Holch Povlsens holdingselskab Heartland har ifølge Finans købt sig ind Sports Group Denmark, der har hovedsæde i Silkeborg og afdelinger i flere danske byer, blandt andet Frederikshavn, og en række lande.
Sports Group Denmark rummer en bred vifte af mærker inden for sports- og fritidstøj samt sportsudstyr, blandt andet SOS, Clarks, FZ Forza, Victor, Babolat, Mizuno, Endurance, Virtus og Whistler.
Sportsgroup Denmark har hidtil haft kapitalfonden Dansk Ejerkapital som medejer med 28 procent. Denne post er nu solgt til Heartland.
- Virksomheden komplimenterer vores nuværende portefølje, og vi tror på, at det eksisterende fundament kan danne grundlag for en fortsat spændende udvikling, siger adm. direktør Lise Kaae, Heartland, til Finans.
Sports Group Denmark flyttede i slutningen af 2020 sin afdeling med tennis, badminton, bordtennis, squash og padel til Frederikshavn, hvor den rykkede ind i nyistandsatte lokaler i den gamle Martin-fabrik på Saltebakken, hvor der er lager, showroom og kontor.
Heartland ejer i forvejen blandt andet Bestseller, Normal, Nemlig.com og Whiteaway. Selskabet omsatte i det seneste regnskabsår for 64,4 milliarder kroner.
Sports Group Denmark havde i 2024 en omsætning på 1,1 milliarder kroner og en egenkapital på 244 millioner kroner. I ejerkredsen er blandt andre den tidligere topspiller i badminton Mark Christiansen, som stammer fra Sæby.




































