Anna har et bemærkelsesværdigt talent for elektrikerfaget - vinder uddannelsespris
Hos KS Elektro i Skagen har de en lærling, som på mange måder er unik. Hun er tilflytter fra Midtjylland, HTX-student, pige og så har Anna Braad Haugaard en imponerende høj faglighed.
De mødtes på en læreplads-dating i Viborg. Og Daniel Levorsen fra KS Elektro var ikke i tvivl. Han ville gerne ansætte midtjyden Anna Braad Haugaard som lærling, hvis hun var klar til at flytte til Skagen.
Det var hun heldigvis. Så i juli 2025 flyttede hun til Skagen og startede som elektrikerlærling. Et valg, som både hun og hendes daglige leder er superglade for.
- Det er fedt at komme ud på et af de kæmpestore skibe og arbejde. Mit arbejde er rigtig spændende, og jeg synes, det er sjovt at fejlfinde og komme med en løsning, fortæller Anna Braad Haugaard.
- Du udfordrer mig, fordi du spørger ind bag om problemet og vil forstå det hele. Det er så givende for mig som udlært at arbejde med sådan en lærling, siger Daniel Levorsen, der er Annas daglige leder.
KS Elektro værdsætter den 21-årige lærling så højt, at de indstillede Anna Braad Haugaard til Serviceteam Skagens Uddannelsespris. Den modtog hun torsdag 7. maj på Serviceteam Skagens generalforsamling - med prisen følger 5000 kroner.
- Hun har virkelig fortjent den pris. Hendes faglige niveau er utrolig højt. Hun kan arbejde sammen med alle, hun kan arbejde selvstændigt og leverer altid pålidelige resultater, siger Daniel Levorsen, smiler og tilføjer, at han finder opgaver på højt niveau for fortsat at motivere hende.
Niveauet er meget højt
Anna Braad Haugaard er stolt over prisen og især over motiveringen fra hendes arbejdsgiver, hvor der blandt andet står:
"Anna har fra første dag udvist et bemærkelsesværdigt talent for elektrikerfaget. Hun tilegner sig både teoretisk viden og praktiske færdigheder i et tempo og på et niveau, der ligger langt over det forventelige for en lærling. Hun arbejder yderst selvstændigt, løser fejlfinding effektivt og finder selv gennemarbejdede løsninger, så opgaverne kan afleveres korrekt og rettidigt."
Hun kigger lidt genert ned, da hun skal svare på, hvor talentet og ansvaret kommer fra.
- Min far. Han gav mig og mine søskende et regnestykke, når vi var ude at køre en tur. Hvad er kvadratroden, kunne han spørge. Han bad os hjælpe med praktiske ting - for eksempel at renovere vores hus, og så har han været selvstændig og ejet en fabrik, fortæller hun.
Anna Braad Haugaard blev dygtig til matematik og tog en teknisk studentereksamen (HTX) med matematik, kemi og fysik på højeste niveau.
- Vi kan godt mærke, at hun kommer med en boglig baggrund, og der sidder et godt hoved på Anna, siger Diddan Karstensen, HR-chef og lærlingekoordinator for både Karstensens Skibsværft A/S & KS Elektro A/S, og tilføjer, at der er rigtig meget matematik, når man arbejder med el.
Læreplads er en mulighed
Anna Braad Haugaard trives med “at regne den ud” og løse opgaver i samarbejde med kollegerne. For som hun siger:
- Efter HTX var jeg kørt død i teori og ville tage et sabbatår, før jeg skulle læse videre.
Men måske skulle hun ikke gå direkte ind på en videregående uddannelse. Et svendebrev som elektriker kan senere føre til Ingeniør- eller Maskinmester-studiet.
Derfor startede Anna Braad Haugaard på Mercantec i Viborg, hvor de blev opfordret til at søge læreplads bredt ud, så hun tog et møde med KS Elektro fra Skagen.
Der blev arrangeret en praktik, så Anna kunne komme til Skagen og i løbet af en uge stifte bekendtskab med KS Elektro som virksomhed, og hvilke opgaver der ville kunne vente, hvis hun fik læreplads her.
Praktikken blev startskuddet til samarbejdet, og Anna tog skridtet og flyttede til Skagen i sommeren 2025. Med lærlingekontrakten fulgte et sted at bo, som værftet stillede til rådighed for hende og tre andre lærlinge.
- Det var rart for mig at vide, hvor jeg skulle bo, så var der en ting mindre at tænke på, når jeg skulle flytte til en helt ny by og starte på en ny lærlingeplads.
Skagen som uddannelsessted
Serviceteam Skagen vil med prisen hylde dygtige mennesker under uddannelse i Skagen og sætte fokus på mulighederne for at uddanne sig i Skagen. Formand for Serviceteam Skagen, Peter Møller, anser Anna Braad Haugaard for den helt rigtige vinder.
- Det er stærkt at vælge at flytte til Skagen og vælge en uddannelse i en meget mandsdomineret verden, siger Peter Møller og uddyber:
- Fagligheden og hendes væsen gør hende til en værdig vinder af Uddannelsesprisen. Anna kan måske være med til at tiltrække flere unge mennesker - piger og drenge - til et erhverv, som bestemt mangler hænder, siger han.
Anna Braad Haugaard er fra den mindre by Ans og trives i en stille og rolig by, som Skagen jo er det meste af året. Om hun bliver boende, når uddannelsen er færdig i 2028, ved hun ikke. Måske. Sikkert er det i hvert fald, at hun som elektriker får mange valgmuligheder. Der er rift om dygtige elektrikere.
Kvinde i en mandeverden
Hendes fornavn vil skille sig ud i ansøgerfeltet. Elektrikerne er for langt størsteparten mænd. Men at hun er kvinde i et mandefag, tænker hun faktisk ikke på. Det er er hun vant til. På HTX var de tre kvinder og 17 mænd.
KS Elektro A/S mener derimod, at hendes personlige mod ved at være kvinde i elektrikerfaget og på et værft, gør hende endnu mere fortjent til Serviceteam Skagens Uddannelsespris og skriver i indstillingen:
"Anna står som et forbillede på, hvordan faglighed, passion og dedikation kan bryde traditionelle forventninger. Hendes engagement er ikke blot inspirerende for andre kvinder, der overvejer en lignende vej, men bidrager også positivt til branchens udvikling og øgede mangfoldighed."
De nævner også, at hendes tekniske nysgerrighed og videbegærlighed kommer tydeligt til udtryk i hverdagen.
Som denne følgende scene rammer Anna, hende væsen og faglige nysgerrighed ind på fineste vis.
Hun skal fotograferes sammen med Daniel Levorsen. Ombord på et skib. Mens han forklarer, hvordan en installation virker, glemmer hun næsten fotografen. Hun lytter opmærksomt. Interesseret. For der er ny viden at hente. Og det er det vigtigste.
Fakta om Serviceteam Skagens Uddannelsespris
Prisen uddeles i forbindelse med den årlige generalforsamling. Medlemmerne fra Serviceteam Skagen kan indstille kandidater ud fra kriterier som:
- At man arbejder særlig viljestærkt med at opnå en høj faglighed
- At man er tilflytter og i særlig grad har gjort eller gør en indsats for at blive en del af lokalsamfundet i Skagen
- at man har overvundet personlige udfordringer og er kommet i gang med en uddannelse, hvor man klarer sig godt. Altså det at være mønsterbryder
Fakta om KS Elektro A/S
KS Elektro har 158 medarbejdere, heraf er 14 lærlinge.
Der er elektrikerlærlinge og elektronikfagtekniker-lærlinge ansat. Der er p.t. kun tre kvinder i medarbejdergruppen, hvoraf Anna er den ene.
KS Elektro deltager så vidt muligt på lærlingeevents på EUC Nord, Tradium (Randers); AMU Nordjylland (Aalborg) og Mercantec (Viborg).
KS Elektro tager også ret ofte unge i praktik fra andre uddannelsesinstitutioner.





































