At danse efter midnat er ikke Gitte og Henrik Strøms kop te
At danse efter midnat er ikke Gitte og Henrik Strøms kop te. Det har de erfaret efter at have deltaget i en international turnering i Tyskland.
Efter at have vundet det danske mesterskab deltog de i to turneringer i henholdsvis Frankfurt og Bremen.
Begge turneringer var større i år end tidligere. 53 og 36 par fra hele verden havde taget turen til Tyskland.
- Vi dansede godt i begge turneringer. I Frankfurt fik vi dog en udfordring ved først at skulle danse semifinalen over midnat. Det at præstere så sent efter mange timer i hallen er ikke vores stærke side, erkender Henrik Strøm.
Danseparret fra Frederikshavn sluttede som nr. syv i Frankfurt og nr. 13 i Bremen.
- Vores 13. plads er naturligvis lidt skuffende, men det viser sig, at vi var fire par, som havde næsten ens bedømmelse, så det var tilfældigheder/uheldige omstændigheder. Vi fik dog nok point til at holde vores placering som nr. 24 på verdensranglisten, fortæller Henrik Strøm.
Mellem de to konkurrencer i Tyskland blev Gitte og Henrik Strøm fejret i Aarhus, hvor deres dansestudie holder til. Aarhus har igennem en del år holdt en fejring af byens mestre indenfor alle sportsgrene, så det var verdensmestre, europamestre, nordiske mestre og danske mestre fra 2023, der blev hyldet.
Parrets næste turnering er i Wupperthal i juli.