Auto Teknik i Sæby har netop scoret topkarakter
Auto Teknik i Sæby har netop scoret topkarakter efter et besøg af Bosch Car Service. Hele 99,45 procent ud af 100 blev resultatet af det uanmeldte besøg, hvor standarden bliver bedømt ud fra en gennemgribende kvalitetskontrol.
- Alle hjørner i virksomheden bliver tjekket. Indskrivningsprocesser, kvalitetssikring, efteruddannelse af medarbejdere, lagerstyring og udstyr på værkstedet. For os som virksomhed er det dejligt med sådan et gennemgribende eftersyn, da det er med til at sikre, at vi hele tiden har fokus på kvaliteten af vores arbejde, hvilket i den sidste ende også er til glæde for vores kunder, siger Christian Mørup Rytter.
Bosch Car Service er en af verdens største uafhængige værkstedstedskæder og består af mere end 15.000 værksteder i 150 lande. Værkstederne tilbyder serviceeftersyn, vedligeholdelse og reparationer af biler, og bilen bevarer sin fabriksgaranti, når den bliver serviceret på det lokale Bosch Car Service værksted.
- Når man er en del af Bosch Car Service, stilles der en lang rækker kvalitetskrav, og jeg er glad for, at vi har opnået topkarakter. Vi ligger altid højt i bedømmelsen, og vi bliver brugt som eksempel på, hvordan tingene skal gøres, når vi mødes med kolleger fra hele landet på vores landsmøder. Som indehaver er jeg stolt over, at mine medarbejdere og jeg kan modtage så flot en certificering. Det gør os blot endnu mere motiverede i hverdagen, understreger Christian Mørup Rytter.