Gå til hoved-indhold
10. juli 2024 - kl. 14.07

Behov for 117 nye plejehjemspladser i Frederikshavn Kommune i 2030

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

En ny befolkningsprognose fra Danmarks Statistik viser, at der i 2030 vil være 1.293 flere indbyggere over 80 år i Frederikshavn Kommune, hvor befolkningstallet ellers falder. Det kan give behov for 117 flere plejehjemspladser. 

Antallet af 80+-årige i 2030 er på bare et år opjusteret med næsten 3.000 personer på landsplan.

 - Inden for en meget kort årrække vil vi have mere end 100.000 flere ældre på 80 år eller derover. Det stiller store krav til behovet for ældrepleje og plejeboliger, siger direktør Jan V. Hansen, fra brancheforeningen Forsikring & Pension.

Det er nemlig særligt personer på 80 år eller ældre, der bor i en ældrebolig eller får brug for en plejehjemsplads. Det er omkring 10 procent af de 80+-årige, som bor enten på plejehjem eller i ældrebolig. Hvis den andel er den samme i 2030, er der behov for 9.500 flere ældreboliger, end der findes i dag.

 - Om bare seks år vil der temmelig sikkert blive behov for omkring 9.500 flere ældreboliger. Det kræver, at kapaciteten udvides, og vi får bygget mange flere boliger de kommende år. Regeringens ældrereform lægger op til, at der skal komme 3.000 flere fri- og lokalplejeboliger inden 2030. Pensionssektoren kan bidrage med at udvide antallet, fordi branchen har ekspertise i at bygge, drifte og vedligeholde ejendomme, siger Jan V. Hansen.

Region Nordjylland
Behovet for flere ældreboliger og plejehjem er gældende for hele landet. Befolkningsfremskrivningen indikerer, at det største behov i Region Nordjylland er i Aalborg, efterfulgt af Frederikshavn og Hjørring. Samlet kommer regionen til at mangle 1.019 plejeboliger.

 - Det er en stor opgave for kommunerne at sikre tilstrækkeligt med boliger til de ældre, som får behov for hjælp og pleje. Men pensionsselskaberne kan løfte en del af opgaven ved at opføre såkaldte friplejehjem, som de i forvejen gør i en række kommuner, siger Jan V. Hansen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...