Gå til hoved-indhold
08. oktober 2026 - kl. 00.10

Bestyrelsesformand græd efter byrådsmøde: HotSpot lukker 1. august næste år

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Tårerne trillede ned af kinderne på Helle Pedersen efter onsdagens byrådsmøde. Hun er bestyrelsesformand for fritidstilbuddet HotSpot, som med vedtagelsen af budgettet lukker pr. 1. august 2027.

HotSpot har 175 børn i fritidsklubben i Frederikshavn, som har åbent fra kl. 12.00-18.00. Derudover er der et halvt hundrede børn og unge i aftenklubben. HotSpot har desuden ungdomsklubber i Ravnshøj og Strandby, ligesom den står bag Oasen, et fritidstilbud til børn og unge med ADHD eller særlige behov i forhold til adfærd, kontakt og trivsel.

Budget 2027-2023 blev vedtaget med stemmerne 21 mod 8, og det betyder et farvel til HotSpot. Helle Pedersen græd, da hun forlod byrådsmødet. Hun er tydeligvis frustreret over, at HotSpot ikke kender årsagen til lukningen, og det gør bestemt ikke situationen bedre, at ingen ved, hvad der skal erstatte HotSpot.

Leder Renate Weilov deltog også i byrådsmødet, og hun kan på ingen måde forstå beslutningen.

- Den strider mod alt det, som forskere og landspolitikere siger. Børn og unge ønsker fællesskaber, og det får de hos os, sige Renate Weilov.

I byrådssalen kaldte Liv Lundholm (A) det for en "historisk og trist dag for Frederikshavn by".

- Børn, forældre og personale står i uvished nu, beklagede Liv Lundholm.

Socialdemokratiets otte byrådsmedlemmer stemte imod budgettet og dermed lukningen af HotSpot. Helle Pedersen er enig i udmeldingen fra Liv Lundholm.

- Vi risikerer, at vores dygtige medarbejdere straks forsøger at finde et nyt arbejde. Det er helt naturligt. Det ville jeg også selv gøre, hvis jeg stod i den situation.

Helle Pedersen er tydeligvis frustreret over, at flertalsgruppen ikke vil ud med, hvad der skal erstatte HotSpot. I budgettet står der, at der skal laves et sammenhængende ungetilbud i Frederikshavn by. Det skal ske i samarbejde med Frederikshavn Ungdomsskole i eksisterende kommunale rammer. Der er afsat to millioner kroner årligt. HotSpot koster i dag 5,3 millioner kroner.

- Bliver det uddannede medarbejdere? Og er det et popup-tilbud på Palmestranden, de vil lave?, lyder det sarkastisk fra Helle Pedersen.

Jan Bjeldbak (V) er formand for Udvalget for Børn, Unge og Familier. Han garanterede på byrådsmødet, at der kommer en afløser for HotSpot.

- Der vil også være en fritids- og aftenklub i Frederikshavn i fremtiden. Vi har arbejdet med tingene længe, når det gælder alternativer til HotSpot, og det vil der inden længe blive sagt en del om, lovede Jan Bjeldbak.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...