Gå til hoved-indhold
25. september 2025 - kl. 19.09

Bilhuset Frederikshavn - Martin Jespersen & Søn er gået konkurs

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Peter Marquard

Bilhuset Frederikshavn - Martin Jespersen & Søn er gået konkurs. Konkursen er et resultat af længevarende udfordringer for forretningen på Hjørringvej, der i mange årtier har solgt og serviceret Peugeot og senest også er begyndt at forhandle Hongqi.

Kanal Frederikshavn har uden held forsøgt at kontakte indehaver og daglig leder, Martin Vestergaard, for en kommentar.

Men på et skilt i døren, som er henvendt til kunderne, melder Martin Jespersen & Søn A/S ud, at de har været nødsaget til at erklære selskabet bag forretningen konkurs efter længevarende udfordringer.

Fredag og mandag fra kl. 9.00-16.00 samt søndag fra kl. 11.00-16.00 vil man være til stede i forretningen for udlevering af dæk og biler. Fra tirsdag er firmaets fremtid i skrivende stund ukendt.

Martin Jespersen & Søn er ejet af Martin Vestergaard og Johnny Lindrup Nielsen. Sidstnævnte driver også Bilhuset i Hjørring. Dette selskab er ikke involveret i konkursen.

Martin Jespersen & Søn havde i seneste regnskabsår et underskud på 1,1 million kroner og en negativ egenkapital på 900.000 kroner.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...