Gå til hoved-indhold
05. marts 2026 - kl. 15.03

Blå Kors Genbrug i Skagen holder åbningsfest i sine nye lokaler

  • 1 af 4
  • 2 af 4
  • 3 af 4
    Ninni Eriksen og de andre frivillige i Blå Kors Genbrug i Skagen glæder sig til at tage imod kunderne i de nye lokaler. Foto: Blå Kors
  • 4 af 4
Af: Michael Frederiksen

Onsdag 11. marts kl. 11 slår Blå Kors Genbrug i Skagen dørene op i nye og større lokaler på Chr. X’s Vej 8B og fejrer det med kage og kaffe til alle, der kigger forbi.

Der er blevet arbejdet på højtryk de seneste uger, og nu kan kunderne endelig komme indenfor.

Onsdag 11. marts genåbner Blå Kors Genbrug i Skagen i nye lokaler på 300 kvadratmeter i ét plan med bedre plads og nem adgang for alle.

Genåbningen markeres med kaffe, saftevand til børnene og konditorbrød til kunder og frivillige. Klokken 11 klipper 2. viceborgmester i Frederikshavn Kommune, Anders Brandt Sørensen, snoren sammen med Blå Kors Danmarks generalsekretær, Morten Skov Mogensen.

- Det bliver helt vidunderligt at åbne i en butik på 300 kvadratmeter, siger Ninni Eriksen, der har været frivillig i butikken i knap ni år.

Den nye genbrugsbutik åbner i Det Gamle Posthus på Chr. X’s Vej 8B. 

Flere frivillige har meldt sig
Flytningen har ikke kun givet nye lokaler, men også nye kræfter. 18 frivillige driver i dag butikken og står for alt fra kundeservice til sortering og klargøring af varer.

- Vi har ikke været så mange før, men nu er vi en god flok. Det er et kæmpe arbejde at flytte, pakke ud og sortere, men vi har alle sammen givet den en skalle, fortæller Ninni Eriksen.

Butikken holder åbent mandag til fredag kl. 12-17 og den første lørdag i måneden kl. 10-13. Målet er på sigt at udvide åbningstiden.

- Vi vil rigtig gerne have endnu flere frivillige, så vi forhåbentlig kan holde åbent fra kl. 10-17 og hver lørdag, siger hun. 

Et fællesskab, der giver mening
I de nye lokaler er der god plads til et bredt udvalg af genbrugsvarer: Børnetøj, sportstøj, dame- og herretøj, sko, legetøj, bøger, boligtekstiler og masser af brugskunst og køkkenting.

- Der er masser af gode varer på hylderne. Alle hylder bugner, siger Ninni Eriksen, som selv har ansvar for dametøj, tørklæder, børnetøj og legetøj.

Allerede inden åbningen har mange været forbi for at kigge ind ad vinduerne eller tage i dørhåndtaget. Det gør kun spændingen frem mod genåbningen endnu større. En glæde, som Ninni Eriksen mærker hver gang, hun træder ind ad døren.

For hende handler det frivillige arbejde om mere end genbrug.

- Jeg er så glad for det. Det går til et hamrende godt formål, nemlig at hjælpe familier i Danmark. Samtidig giver det mig selv noget. At smile til kunderne og få et smil igen. At drikke en kop kaffe og vende dagligdagen med hinanden,” siger hun og glæder sig til møde kunderne igen:

- Vi håber, at rigtig mange vil kigge forbi butikken.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...