Gå til hoved-indhold
30. april 2026 - kl. 16.04

Blackhawks' herrer skal have ny træner: Svensker rejser hjem efter én sæson

  • 1 af 1
    Jonas Boväng stopper efter kun én sæson i Frederikshavn. Foto: FocusShots MBA ©
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Blackhawks må tage afsked med herrernes cheftræner Jonas Boväng, som stopper i klubben. Beslutningen kommer, efter at Jonas Boväng har modtaget et tilbud fra en svensk klub, som han ikke har kunnet sige nej til.

Jonas Boväng kom til Frederikshavn Blackhawks før denne sæson og nåede dermed én sæson i spidsen for holdet, inden han nu har valgt at vende hjem til Sverige, hvor nye muligheder både inden for floorballen og på det civile område venter.

Skiftet sker helt udramatisk, og hos Blackhawks er der fuld forståelse for beslutningen.

- Jonas havde en klausul i sin kontrakt, der gjorde, at han i en periode kunne opsige sin aftale, præcis som vi som klub havde mulighed for. Den har han valgt at benytte, og det har vi fuld forståelse for. Vi vil gerne takke ham for den tid, han har haft hos os, hvor han nåede at sætte sit tydelige præg på truppen. Især med defensiv disciplin, struktur og en seriøs tilgang til hverdagen, som holdet kan tage med videre, siger sportschef Thomas Lodberg.

Jonas Boväng stod samtidig over for en vanskelig opgave, da der var nogle grundlæggende ting og principper, som Blackhawks ønskede at ændre.

- Den opgave tog han meget seriøst, og vi er glade for det arbejde, han har leveret. Derfor er vi også ærgerlige over, at vi ikke nåede at se projektet folde sig helt ud i sæson to. Vi ønsker Jonas alt det bedste fremover og har kun positive ting at sige om ham, siger Thomas Lodberg.

Jonas Boväng ser selv tilbage på tiden i Frederikshavn med stor glæde.

- Efter en sæson i Frederikshavn er tiden kommet for mig til at vende hjem til Sverige og tage hul på nye udfordringer, både inden for floorballen og på det civile plan. Jeg vil rette en stor tak til hele klubben, bestyrelsen, ledere, spillere og alle, jeg har lært at kende, for den varme modtagelse, jeg har fået. Det har været et lærerigt år, hvor vi som hold tog store skridt spillemæssigt, og jeg er stolt over den udvikling, vi skabte på kort tid. Jeg tager mange gode minder med mig. Blackhawks vil altid have en særlig plads i mit hjerte. I begyndelsen af juli vender jeg tilbage til Sverige. Det er ikke et farvel, men et på gensyn, siger Jonas Boväng.

Frederikshavn Blackhawks takker Jonas Boväng for indsatsen og ønsker ham held og lykke fremover.

Arbejdet med at finde herrernes nye cheftræner er allerede gået i gang, ligesom kvinderne også skal have en ny cheftræner, efter at Søren Frederiksen har fået en ny rolle i klubben.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...