Gå til hoved-indhold
10. november 2023 - kl. 00.11

Blues Heaven: Publikum kommer fra 14 forskellige nationer

  • 2 af 4
    Tommy Emmanuel fra Australien er årets største navn til Blues Heaven. Foto: Alysse Gafkjen
  • 3 af 4
    Der er solgt lidt flere billetter end sidste år.
  • 4 af 4
    Robert Finley er fredagens hovednavn i Arena Nord.
Af: Michael Frederiksen

Publikum til weekendens bluesfestival i Frederikshavn, Blues Heaven, kommer fra 14 nationer. Det oplyser arrangør Peter Astrup. De har blandt andet taget turen fra USA, Canada, Ukraine, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, England og naturligvis Danmark.

Årets største navn er ubetinget den 68-årige australier Tommy Emmanuel, som går på scenen lørdag aften i Arena Nord. Det er hans eneste optræden i Skandinavien i år.

- Eric Clapton og Mark Knopfler betegner ham uden tøven som verdens bedste akustiske guitarspiller, fortæller Peter Astrup.

Han er enig i denne vurdering.

- Tommy Emmanuel er udenfor kategori. Simpelthen, smiler Peter Astrup.

Australieren er ene mand på scenen. Han betjener sig af sin akustiske guitar og en enorm portion lune og selvironi. Han spiller alle tænkelige musikalske stilarter. Han bruger sit instrument på samme måde, som en pianist bruger sit klaver.

- Han klarer alt selv på scenen. Normalt kræver det tre-fire mand, men Tommy kan det hele. Verdens største guitarister er alle enige om, at hans solospil er mirakuløst, og det ville tage mindst tre musikere at præstere det, som Tommy formår. Ingen andre kan spille Beatles-klassikeren "Day Tripper" som Tommy, lægge rytmedelen, grave i riffet og synge melodien på én og samme tid og så kun udført på guitar. Det andet talent er aspektet i hans musik, glæden, ja, glæden ved at spille, det udstråler fra hans show, siger Peter Astrup.

Godt 1000 har købt billetter. Det er arrangøren tilfreds med. Det er lidt mere end sidste år, og han håber også, at der dukker folk op i løbet af weekenden, som har lyst til at deltage i Blues Heaven.

Blues Heaven foregår ikke kun fredag og lørdag fra kl. 17.00 på tre scener i Arena Nord. Fredag kl. 13.00 og lørdag kl. 12.00 er der blus på programmet i Maskinhallen, og det var der faktisk allerede i aftes.

Tommy Emmanuel spiller lørdag fra kl. 19.30 til 20.50. Robert Finley er fredagens hovednavn. Han er på scenen fra kl. 20.45 til 22.00.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...