Gå til hoved-indhold
10. november 2023 - kl. 12.11

Book et juleophold og få et gratis juletræ fra Knivholt Hovedgaard

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Julen i Nordjylland bliver vildere, flottere og sjovere end nogensinde takket være et stort samarbejde mellem turismeaktører i blandt andet Frederikshavn, Skagen og Aalborg.

Frederikshavn markedsfører sig således som ”Julebyen Frederikshavn”, og der er lagt i kakkelovnen til hyggelige arrangementer som julemarked ved Møllecentret, juleløb i midtbyen og selvfølgelig ”Open by Christmas” med særlige juletilbud og byens legendariske julebelysning, der tændes i dag.

Byens hoteller er gået sammen om hyggelige juleophold, og som noget særligt i år vil gæster på byens hoteller fra 10. november få et gratis juletræ fra Knivholt Hovedgård med hjem til jul, hvis de booker de særlige juleophold, hvor der er skruet ekstra op for hyggen.

- Vi har altid haft et godt samarbejde hotellerne imellem her i Frederikshavn, så det er som sådan ikke noget nyt, at vi finder ud af tingene i fællesskab, men det er et rigtig godt udgangspunkt at arbejde ud fra, sådan at vi hurtigt kan få tingene til at ske, fortæller Camilla Frost, som er direktør på Hotel Jutlandia.

- Derfor er vi selvfølgelig også med på tiltag som dette, der handler om at skabe øget synlighed for julebyen, men også om at få flere og nye ting på hylderne, så vi kan blive ved med at trække gæster til. Det er helt afgørende. Vi håber at skabe nye traditioner, der igen kan skabe flere genbesøg, og der har julen jo et særligt potentiale.

Hun suppleres af Birgitte Christensen fra Destination NORD, som har været koordinerende i at samle turismeaktørerne i den store juleindsats:

- Målet har været at samle turismevirksomheder som hoteller, butikker og attraktioner om at skabe nye juleoplevelser og bygge videre på de gode juleoplevelser, vi allerede har at byde på. Vi har ønsket at skabe ”mere at komme efter” for turister, både fra Norge, Sverige og det øvrige Danmark. Det er ingen hemmelighed, at vi har savnet netop de skandinaviske gæster i sommeren i år, og vi håber, at de mange gode kræfter, der er lagt i at gøre julen 2023 til noget ekstra særligt, også trækker gæster til, så vi kan fylde flere hotelsenge og restaurantborde og booste omsætningen i månederne her op til jul.

Udover at skabe nye og forbedrede juleoplevelser går en vigtig del af juleindsatsen på en storstilet markedsføringsindsats i Norge og Sverige, som Destination NORD står for. Her er rederierne Color Line, Fjordline, Stena Line og DFDS, der transporterer mange af de norske og svenske gæster til Nordjylland, med til at sprede budskaberne om julehygge i Nordjylland.

- For netop nordmænd og svenskere står Nordjylland som den ultimative ”hygge-destination” og er et oplagt mål for en kort getaway med fokus på shopping, god mad og det gode liv. Derfor har vi en digital kampagne kørende i Norge, og i Sverige hjælper Stena Line med at få det gode materiale ud at leve på deres stærke kanaler, fortæller Sandra Kjær Enevoldsen, som er kampagneansvarlig i Destination NORD.

Udover de internationale kampagner er der lagt et meget stort arbejde i det online jule-univers på EnjoyNordjylland.dk og i oplevelses-app’en GoVisit. Endelig er gangbroen fra færger, der ankommer til Frederikshavn, pyntet med plakater, der inspirerer til juleoplevelser i området og leder gæsterne ind til mere information.

For Frederikshavns vedkommende er der i hele den storstilede juleindsats lagt vægt på den venlige og imødekommende værtsby, den gammeldags julehygge og aktiviteter, der lægger op til interaktion med julens gæster i området.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...