Borgmester afviser løftebrud: - Vi laver budgettet på en anderledes måde
Borgmester Jon Andersen (V) kan ikke genkende Anders Brandt Sørensens (A) udlægning om løftebrud, når det gælder den budgetproces, som Frederikshavn Kommune har taget hul på. Han påpeger, at det nye borgerlige flertal blot forsøger at lave budget på en anderledes måde. "Ganske, som vi snakkede om under valgkampen", siger Jon Andersen til Kanal Frederikshavn.
Gruppeformand Anders Brandt Sørensen anklager det borgerlige flertal for løftebrud, fordi de politiske udvalg i denne uge er blevet præsenteret for et Budget 2027-2030, hvor kommunen fastholder grønthøstermetoden, hvor der spares én procent over hele linjen.
Anders Brandt Sørensen henviser til, at Venstre i valgkampen flere gange sagde "stop for grønthøstermetoden". Det gjorde Jon Andersen blandt andet i et indlæg på de lokale netaviser.
Jon Andersen kan ikke genkende det billede, som Anders Brandt Sørensen tegner.
- Jeg synes, vi er på vej. Skal vi endelig tale om løftebrud, er der måske noget med åbenheden, som kunne have været anderledes. Det lovede vi også i flertalsgruppen, men vi er i en situation, hvor den administrative del af budgetfasen er startet, og administrationen skal levere en budgetramme til udvalgene, som balancerer, siger borgmesteren.
Her er det rigtigt, som Anders Brandt Sørensen påpeger, at administrationen anvender grønthøstermetoden, hvor alle områder skal spare én procent.
- Men det er jo nu, at vi politikere skal i arbejdstøjet og forholde os til den ramme, der er at gøre med ud fra den økonomi, der er i vores kommune. Hvad er det, vi vil prioritere politisk? Det er jo ikke givet, at rammerne skal forblive i de kasser, de er i. Vi er nødt til at starte dette arbejde i udvalgene for at få et fundament at stå på politisk, pointerer Jon Andersen.
Så hvad bliver den store forskel politisk i forhold til de seneste 12 år med socialdemokratisk styre, når det gælder budgettet?
- Udvalgene skal nu have en dialog og drøftelse om, hvordan området skal udvikle sig de næste fire år. Når man begynder at have det på plads i forhold til den ramme, man har at gøre med, vil der være nogle udvalg, som siger, at de mangler midler, og der vil måske også være nogle, som har penge tilovers. Her er det, at vi skal på snakke på tværs af udvalgene og finde ud af, om der skal omfordeles. Det giver endnu en politisk drøftelse, hvor vi skal sætte en politisk retning.
Så det, du siger, er, at den såkaldte grønthøstermetode er brugt administrativt, men nu skal politikerne sætte deres præg på budgettet?
- Der er i hvert fald lagt op til nogle politiske forhandlinger, som kommer nu, og der er lagt op til, at vi kommer til at arbejde med et anderledes form for årshjul. Det er ikke politisk behandlet endnu, men det kigger vi ind i nu, og allerede her i marts skal byrådet af sted på seminar i Skagen, hvor vi skal arbejde med kommunens strategier og budget, oplyser Jon Andersen.
SF og Socialdemokratiet har indtil videre i denne uge i alle udvalg stemt imod tidsplan og budgetproces. Det tager Jon Andersen dog ikke så tungt.
- Jeg hilser dem velkommen ind i det fremtidige samarbejde. Vi har et kæmpe potentiale, og det skal alle 29 byrådsmedlemmer være med til at løfte. Det er i hvert fald min ambition, og jeg glæder mig faktisk til, at vi kommer tættere på hinanden og får nogle drøftelser omkring de ting her.




































