Gå til hoved-indhold
23. maj 2025 - kl. 11.05

Borgmester: - Det er en chance for at sætte vores område på landkortet

  • 1 af 1
    Borgmester Karsten Thomsen (t.h.) sammen med direktør Per Malmberg, Arena Nord.
Af: Michael Frederiksen

Det var en veloplagt og stolt borgmester Karsten Thomsen, Frederikshavn Kommune, som fredag formiddag deltog i pressemødet i Arena Nord, hvor Frederikshavn blev præsenteret som værtsby for Dansk Melodi Grand Prix og MGP 2026.

- Jeg kan slet ikke skjule min glæde over, at DR har valgt at placere et så stort og betydningsfuldt arrangement her hos os. Jeg er sikker på, at resten af kommunen deler glæden med mig. Det gør mig oprigtigt stolt, siger Karsten Thomsen.

Dansk Melodi Grand Prix afvikles lørdag 14. febraur med generalprøve fredag 13. februar, som også er med publikum. MGP finder sted ugen efter, det vil sige, at der er generalprøve fredag 20. februar og direkte tv-show lørdag 21. februar. Billetsalget begynder i september.

- At være vært for Dansk Melodi Grand Prix og MGP er en fantastisk mulighed for at vise hele landet, hvilken skøn kommune vi har, og hvad vi kan tilbyde. Det er en chance for at sætte vores område på landkortet og dele vores fællesskab og unikke kvaliteter med resten af Danmark, mener borgmesteren.

Frederikshavn Kommune har bevilget en million kroner til værtskabet. Det skete på onsdagens møde i Økonomiudvalget.

- Det er et enigt udvalg, og dermed sender vi et vigtigt signal om, at vi står sammen, udtaler Karsten Thomsen.

Arena Nord har derudover skaffet finansiering til Dansk Melodi Grand Prix og MGP ved at indgå aftaler med omkring 30 lokale virksomheder.

- Det vil uden tvivl tiltrække mange gæster og få stor betydning for vores hoteller, butikker, restauranter i hele kommunen. Og det gør bestemt ikke noget, at vi kan tiltrække så mange gæster til vores område uden for sæsonen, bemærker borgmesteren.

Han er sikker på, at Dansk Melodi Grand Prix og MGP bliver en oplevelse, der vil glæde børn og voksne i kommunen.

- Det bliver en begivenhed, som samler os alle i fællesskab og skaber minder, vi kan dele i mange år fremover.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...