Borgmester overrasket med en rendegraver - men han klarede opgaven
Borgmester Jon Andersen er også i stand til at styre en rendegraver. Det viste han i weekenden, da han overrakte eksamensbeviser til de børn, som har deltaget på Junior Ranger Hold 8 i Frederikshavn Kommune.
Deltagerne på Hold 8 fik efter deres eksamen overrakt beviser for deres et-årige uddannelse, og de fik også en lille gave af borgmesteren.
Forældre og gamle Junior Rangers var mødt op til højtideligheden.
Efter overrækkelse af eksamensbevis skulle der plantes et Hold 8-træ. Her havde naturvejleder Bo Storm en lille overraskelse i ærmet. Jon Andersen fik nemlig ikke en spade stukket i hånden. Der var skaffet en rendegraver til lejligheden.
- Borgmesteren kunne sagtens håndtere rendegraveren, så han gravede hullet og plantede - sammen med Hold 8 - et Hold 8-træ, fortæller Bo Storm.
Kommunens Junior Rangers gennemgår en et-årig uddannelse med afsluttende eksamen og hjælper bagefter med naturarrangementer i kommunen.












































