Gå til hoved-indhold
24. november 2025 - kl. 19.11

Borgmesterkup i Frederikshavn? - Det kommer ikke til at ske, lover John Lamp Henriksen

  • 1 af 1
    John Lamp Henriksen (C) gik målrettet efter borgmesterposten på valgnatten, men nu bliver han i blå blok.
Af: Michael Frederiksen

Hvorfor slår borgmesterkandidat John Lamp Henriksen (C) ikke til og bliver borgmester i Frederikshavn Kommune? Det spørgsmål ligger lige til højrebenet, når man ser på de konstitueringsdramaer, der har været i blandt andet Aalborg, Middelfart, Slagelse, Lolland og Ringkøbing-Skjern.

Det Konservative Folkeparti sagde tydeligt og klart inden kommunalvalget i tirsdags, at partiet gik efter borgmesterposten. Med to mandater har John Lamp Henriksen og Peter Sørensen flertal sammen med Socialdemokratiet og SF.

Borgmesterkandidaten lægger ikke skjul på, at han straks efter valgresultatet havde møde med netop de to røde partier.

- De skulle gøre mig til borgmester, og herefter kunne jeg gå til de andre borgerlige partier i håbet om at lave en bredere konstituering, fortæller John Lamp Henriksen til Kanal Frederikshavn.

Men mødet med Socialdemokratiet og SF gik ikke som håbet, fordi SF ifølge John Lamp Henriksen krævede borgmesterposten. Dermed kunne han ikke - som planlagt - gå tilbage til blå blok og sige, at han havde et flertal bag sig.

John Lamp Henriksen valgte herefter at bruge alle kræfter på at nå til enighed med de andre borgerlige partiet, og det lykkedes kort efter kl. 4.00 natten til onsdag, hvor Venstres Jon Andersen afslørede, at han bliver ny borgmester i Frederikshavn Kommune.

Aftaler indgået på valgnatten er dog de seneste dage blevet annulleret i flere kommuner, fordi kandidater og partier springer fra.

Så hvorfor er du ikke gået tilbage til Socialdemokratiet og SF og fremsat dit tilbud én gang til?

- Det er der flere årsager til. Først og fremmest har jeg underskrevet en aftale med de andre borgerlige partier, og den løber jeg ikke fra. Hvis kun Det Konservative Folkeparti gik med i aftalen med Socialdemokratiet og SF, ville vi desuden sidde i mindretal, og valget gav jo et blåt flertal. Det skal vi huske på i respekt for vælgerne, mener John Lamp Henriksen.

Men med tanke på alt det, vi ser i andre kommuner, handler det vel om at blive borgmester, og du har jo stadig chancen, da det konstituerende byrådsmøde først finder sted 1. december. Frister det ikke?

- Det kommer ikke til ske, forsikrer John Lamp Henriksen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...