Gå til hoved-indhold
09. oktober 2025 - kl. 00.10

Bosætning og fremtid – hele kommunen skal med

  • 1 af 1
Af  Almina Nikontovic

Byrådsmedlem Almina Nikontovic (SF) har skrevet dette indlæg: Hvis vi vil skabe vækst og fremtid i Frederikshavn Kommune, skal vi turde se realiteterne i øjnene: Vi mister fortsat borgere, især unge familier, som er vores fremtid. Det betyder, at kommunens økonomi og udviklingsgrundlag er under pres. Løsningen er klar – vi skal satse på bosætning og på at gøre hele kommunen attraktiv for både unge, familier, ældre og tilflyttere.

Det handler ikke kun om Frederikshavn by. Hele kommunen har unikke muligheder, og det skal vi udnytte. Skagen med sin internationale tiltrækningskraft, Sæby med sit stærke boligpotentiale og oplandet med natur og rummelighed – hver del kan være med til at trække nye borgere til. Vores fjerde største by, Strandby, rummer også et stort potentiale. Hver af vores byer er unikke og skal styrkes hver især på lige netop det, de har at tilbyde nye borgere.

De kommende år giver os særlige muligheder. Med flere værnepligtige på vej skal vi skabe stærke ungemiljøer, hvor de unge føler sig velkomne og ønsker at blive. Vi skal koble dem til kommunens rige foreningsliv, kulturtilbud og uddannelsesmuligheder, så Frederikshavn Kommune bliver et sted, man ikke bare er midlertidigt, men hvor man får lyst til at slå rødder.

Samtidig står vi med et erhvervsliv, der både har arbejdspladser og fremtidspotentiale. Værfterne, “Krudten” og de mange virksomheder inden for maritim industri, energi og turisme får også brug for mange nye hænder.

For at lykkes skal vi satse på:

 • Boliger til rimelige priser, både gennem nye udstykninger og renovering af det eksisterende
 • Attraktive ungemiljøer med kultur, idræt og fællesskab – i alle dele af kommunen
 • Synliggørelse af foreningslivet og samarbejde mellem klubber, skoler og erhvervsliv
 • Markedsføring af kommunen over for potentielle tilflyttere – ikke mindst pendlere
 • Et tættere samspil med erhvervslivet, så nye jobmuligheder følges op af konkrete tiltag for at tiltrække og fastholde borgere

Hvor skal pengene komme fra, spørger man sikkert. Der er ved seneste budgetforhandlinger afsat penge til en 4-årig indsats for at løfte disse udfordringer, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Frederikshavn Kommunes fremtid afhænger af, at vi vender udviklingen via en bosætningsstrategi, som skal laves i samarbejde med erhvervslivet, boligorganisationer og mange andre relevante parter. En strategi, vi alle har ejerskab af og som skal prioriteres.

Vi har unikke styrker i alle vores byer, store som små, ildsjæle, der kan og vil og for en gangs skyld en chance med store muligheder, som vi skal gribe sammen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...