Bowlingklubber i Frederikshavn fusionerer og drømmer om oprykning til 1. division
Før sommerpausen fusionerede de to frederikshavnske bowlingklubber BC Royal og Stars & Strikes med BC Royal som den fortsættende klub. Med fusionen skulle Frederikshavn gerne få en klub, som på sigt vil kunne begå sig i 1. division.
I sæsonen 2026/27 spiller BC Royal i 2. division, hvor klubben har to hold med i den nordjyske division. For at undgå spekulationer om aftalt pointfordeling i de afgørende kampe, møder de to hold hinanden i første spillerunde, som blev afviklet i denne weekend.
Allerede i første serie satte BC Royal 1 sig tungt på kampen, som holdet kom til at dominere fra start til slut. Ud af kampens 36 scorer, var de 23 af dem på den gode side af 200, hvilket også mundede ud i et holdsnit på over 206 og en ny klubrekord på 7.427 kegler!
BC Royal 2 kæmpede en brav kamp, og fik også vundet en double i 2. serie. Men den vundne double kom med en høj pris, da Preben Mandrup måtte udgå med en rygskade. Uden en reservespiller måtte holdet spille resten af kampen med fem spillere. I 4. serie lykkedes det igen BC Royal 2 at vinde en double, således kampen endte med en sejr på 44-4 til BC Royal 1.
I 5. serie flirtede Morten Frederiksen med en perfekt score på 300, men efter ni strikes i træk gik det galt i 10. rude, og han måtte ”nøjes” med en score på 274. Det lykkedes også Thomas Mølholt at lave en meget høj score, da han scorede 278 i kampens sidste serie.
Sådan spillede BC Royal 1:
Morten Frederiksen (1.419 kegler over 6 serier – snit på 237)
Thomas Mølholt (1.409 kegler over 6 serier – snit på 235)
Rasmus Hansen (1.010 kegler over 5 serier – snit på 202)
Rune Væhrens Abildgaard (1.208 kegler over 6 serier – snit på 201)
Claus Jørgensen (763 kegler over 4 serier – snit på 191)
Kent Josef Gresslehner (721 kegler over 4 serier – snit på 180)
Kim Walther Nielsen (714 kegler over 4 serier – snit på 179)
Derudover havde holdet en fællesserie på 183 kegler.
Sådan spillede BC Royal 2:
Thomas G. Larsen (1.113 kegler over 6 serier – snit på 186)
Carsten Nielsen (1.074 kegler over 6 serier – snit på 179)
Jan Boye Nielsen (1.057 kegler over 6 serier – snit på 176)
Mathias Christiansen (1.018 kegler over 6 serier – snit på 170)
Preben Mandrup (337 kegler over 2 serier – snit på 169)
Jens V. Thomsen (996 kegler over 6 serier – snit på 166)




































