Gå til hoved-indhold
30. november 2025 - kl. 23.11

Caroline Henderson sang julen ind i Abildgård Kirke

  • 1 af 6
    Foto: Ulrik Bang
  • 2 af 6
    Foto: Ulrik Bang
  • 3 af 6
    Foto: Ulrik Bang
  • 4 af 6
    Foto: Ulrik Bang
  • 5 af 6
    Foto: Ulrik Bang
  • 6 af 6
Af: Kanal Frederikshavn

Abildgård Kirke i Frederikshavn dannede søndag aften ramme om SINDs traditionsrige julekoncert, der som altid markerer 1. søndag i advent med en særlig musikalsk oplevelse. Publikum gav stående applaus og gik fra kirken med både juleglæde og musikalsk efterklang. Caroline Henderson laver over 30 julekoncerter i år, og der er fuldt hus alle steder.

- Det var smukt og dejligt at være tilbage i Frederikshavn og netop Abildgård Kirke, sagde Caroline Henderson, der i 2014 også var på plakaten til SINDs første julekoncert.

SINDs forperson, Rikke Rugholt, bød velkommen til en fyldt julepyntet kirke med forventningsfulde gæster, som var mødt op for at synge julen ind og nyde en aften i fællesskabets og musikkens tegn.

På scenen stod Caroline Henderson, som sammen med sine musikalske følgesvende – pianist Nikolaj Hess og guitarist Gustaf Ljunggren - leverede en nærværende og stemningsfuld koncert. Trioens samspil skabte en atmosfære af ro, varme og musikalitet, der indfangede publikum fra første tone.

Det var et varieret udvalg af sange og salmer fra både ind- og udland, som Caroline Henderson og hendes musikere underholdt publikum med – og selvfølgelig var ”Vild du være min i nat” og ”Dejlig er jorden” på programmet.

Den lokale SIND-afdeling glæder sig over den store opbakning og endnu en vellykket koncert, der både samler mennesker og sætter fokus på fællesskab og mental sundhed i adventstiden. Overskuddet fra koncerten går ubeskåret til SINDs arbejde i lokalområdet.

SIND har endnu en julekoncert på programmet i år. Anne Linnet gæster Sæby Kirke fredag 19. december, og der er stadig få billetter tilbage til koncerten.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...