Gå til hoved-indhold
26. juli 2021 - kl. 00.07

Christina har flyttet sin klinik til hjembyen Ålbæk

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Christina Nør er vokset ud af sine lokaler på fjerde sal i Kattegat Silo i Frederikshavn og har nu fundet de helt rigtige lokaler, hvor hun både kan kombinere Stresscoaching, Reiki Healing og undervisning i et og samme. Lokalerne fandt hun på Stationsvej i hjembyen Ålbæk.

- Jeg begyndte i juni 2020 med coaching og mentoring af pårørende til unge misbrugere, og det gør jeg stadig. Det har været en spændende udfordring at starte virksomhed midt i en corona-tid - og til tider også svært - men min passion for at hjælpe andre overgår langt de udfordringer, jeg har mødt, siger Christina Nør.

Hun har løbende videreuddannet sig og er i dag både certificeret Stress og Skyggecoach på masterniveau fra Sofia Manning i København, hvor hun også de seneste år har fungeret som træner og mentor på grunduddannelsen til Life & Businesscoach.

- Stress i alle aldre er stadig stigende, og med over 600.000 danskere, der føler sig udbrændt på grund af stress, er stress en stor udfordring i vores samfund og ikke mindst for den enkelte, der oplever at have det inde på livet, udtaler Christina Nør.

Ubehandlet stress er medårsag til depressioner og angst, og det er derfor vigtigt at reagere på de tidlige symptomer på stress.

- Jeg tilbyder altid en 30 minutter gratis afklarende samtale fysisk i klinikken eller via zoom inden opstart af forløb, da coaching er relationsarbejde, og derfor er det vigtigt for mig at sikre, at jeg er den rette hjælp, og at klienten føler sig tryg ved mig, fortæller Christina Nør.

Hun anbefaler altid at kombinere et stressforløb med Reiki Healing.

- Det er min erfaring, at det har stor gavnlig effekt på stressforløbet at komme fra hoved ned i kroppen. Reiki Healing har stor gavnlig effekt på både fysiske og mentale belastninger og kan modtages som en fysisk briksbehandling eller som fjernhealing. Jeg fandt selv stor hjælp i Reiki Healing, da jeg for nogle år tilbage blev ramt af stress, og derfor er det en stor drøm, der er gået i opfyldelse, at jeg i dag også kan tilbyde mine klienter den mulighed, siger hun.

Som et tredje ben i klinikken i Ålbæk driver Christina Nør Selvværdsklubben, og det gør hun sammen med psykoterapeut Pia Sommer fra Sæby.

- I Selvværdsklubben holder vi workshoppen "Få et powerfuldt selvværd" for unge piger i alderen 13-25 år. Det er vores erfaring, at især unge kvinder kæmper med selvværdet, og det at møde andre aldersvarende med samme udfordringer er ofte forløsende. Det har været en stor succes indtil videre, og vi starter nye hold op igen til august med udgangspunkt i de nye lokaler, oplyser Christina Nør.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...