Crossfit-atleter blev udfordret på Pikkerbakken
- Den var helt elendig. Jeg var færdig efter 200 meter, sagde Bertram Møller, Team Burpee Bandits, da han endelig nåede toppen af Pikkerbakken i Frederikshavn Throwdown '25, der afvikles i denne weekend med CrossFit 9900 som arrangør.
Der er fuldt hus til Frederikshavn Throwdown '25, det vil sige 96 deltagere fordelt på 48 hold.
Konkurrencen består af flere events. Alle foregår i CrossFit 9900's lokaler på Ellehammervej. Der var dog én undtagelse. Lørdag eftermiddag dannede Pikkerbakken ramme om en event.
Turen begyndte ved Møllehuset, og så handlede det om at komme hurtigst op på Pikkerbakken. Undervejs lå der en sandsæk, som skulle transporteres hele vejen op til toppen.
Mændenes sandsæk vejede 56 kilo, mens kvinderne "nøjedes med" 45 kilo.
- Mine ben syrede fuldstændigt, og min lænd er færdig. De sidste 100 eller 200 meter klarede jeg kun, fordi Julius råbte efter mig, konstaterede Bertram Møller.
Vi spurgte også søstrene Sara og Anne Gilling-Iskov, hvordan de vil huske Pikkerbakken.
- Uha, ulidelig, og så er det også sådan lige i læggene, men det var hele værd, når man kommer op og ser det her, siger de to søstre og peger ud over byen.
Det er trejde år i træk, at CrossFit 9900 afvikler Frederikshavn Throwdown '25. Deltagerne kommer fra store dele af Jylland, og konkurrencen fortsætter søndag på Ellehammervej, hvor der er fri entre allerede fra kl. 8.15.





































