Danmarks største hotelkæde skifter navn
Hotel Jutlandia, Hotel Lisboa, Aalbæk Badehotel og Brøndums Hotel bliver fra midten af januar en del af Stays-kæden.
Small Danish Hotels, der tæller 12 hoteller i Nordjylland, lancerer et nyt navn. I fremtiden vil den landsdækkende hotelkæde hedde Stays. Navneskiftet sker 14. januar 2026 og er et led hotelkædens langsigtede udviklingsstrategi.
Vi er, hvad vi siger. Det er det helt korte mantra bag Small Danish Hotels’ nye navn Stays. Navnet favner indbegrebet af, hvad det hele handler om – mere end et hotelophold med kvalitet, hjertevarmt værtskab og gode oplevelser, man husker.
Ud af kædens godt 60 hoteller ligger de 12 af dem i Nordjylland, herunder Hotel Jutlandia og Hotel Lisboa i Frederikshavn, Aalbæk Badehotel og Brøndums Hotel i Skagen.
- Vores nuværende navn har tjent os godt siden 2012 og løftet os til et velkendt brand i den danske hotelbranche. Det har vundet priser og kobles med kvalitet og gæstfrihed hos rigtig mange danske og udenlandske gæster. Men både markedet og gæsternes præferencer ændrer sig, og Small Danish Hotels-navnet har sine begrænsninger i forhold til vores ambitioner. Det er derfor det rette tidspunkt at ryste fjerene og give hotelkæden et større vingefang, siger Finn Steffensen, som er formand for Small Danish Hotels.
Stays er mere et begreb end et banebrydende smart navn, og det kan enkelt kobles med kædens varemærkede-registrerede hotelkategorier som Premium Stays, Classic Stays, Signature Stays og Partner Stays, hvor det klart og tydeligt kommunikerer det, som kæden står for.
Hos Stays går oplevelsen langt ud over "bare" en overnatning og morgenmad. Der er tale om skræddersyede koncepter målrettet specifikke interesser inden for blandt andet gastronomi, spa, golf, musik eller natur, så gæsten får præcis den oplevelse, der står på ønskelisten.
- Navneskiftet til Stays er et led i vores langsigtede strategi. Vi ønsker at tiltrække nye gæster og yngre målgrupper, samtidig med at vi værner om vores loyale gæster. Stays er kort, let fortolkeligt, og det giver os meget mere elastik til at stå skarpere i det danske og det internationale marked. Vores ambition er at blive et af Skandinaviens førende leisure brands inden for hotelophold, og det skal ske i kraft af vores stærke portefølje af hoteller og i netværkssamarbejder, der styrker vores brand, siger Finn Kræfting, som er administrerende direktør i Small Danish Hotels.
I 2022 etablerede Small Danish Hotels et strategisk samarbejde med BWH Hotels, der har givet Small Danish Hotels et stærkere fundament i Skandinavien.
- Samarbejder mellem stærke brands er en tendens, der tager fart på den internationale hotelbane. Både i det europæiske og det amerikanske marked ser vi, at hotelbrands i højere grad læner sig op ad hinanden og udvider deres univers. Igennem stærke såkaldte økosystemer gør de kagen større, og det øger bevågenheden for det enkelte hotel, fortsætter Finn Kræfting.
Det nye navn klinger godt ude i landet, hvor de private hotelejere er begejstrede for Stays. Claus Slott, der sammen med sin hustru, Britt Slott, ejer Hotel Skanderborghus, ser navneskiftet som en fremtidssikring af hotelkæden.
- Hotelkæden er på vej ind i en ny liga, og Stays favner på mange måder den klare modernisering, som hotellerne og kæden står i. Vi rummer i dag nogle stærke privatejede hotelbrands, der arbejder dybt professionelt med moderne hoteldrift og gæsteoplevelser, og der kan "lille og dansk" godt give nogle skævvredne associationer. Stays er fremtidsorienteret, friskt og internationalt, og jeg er ikke i tvivl om, at navneskiftet er et godt skridt på vejen til at skille sig ud og stå stærkere i markedet, siger Claus Slott.
Hotelkæden opstod i 1981, hvor syv midtjyske krofædre gav hånd på at arbejde sammen. Sammenslutningen, der i starten hed Dansk Kroferie, blev siden til Danske Kroer og hoteller for i 2012 at skifte til Small Danish Hotels. Hotellerne i Nordjylland er Strandhotellet Blokhus, St. Binderup Kro, Hotel Phønix Hjørring, Aalbæk Badehotel, Brøndums Hotel, Strandhotel Klitrosen, Hotel Jutlandia, Hotel Thisted, Sallingsund Færgekro, Hotel Thinggaard, Kompas Hotel Aalborg og Hotel Lisboa.
Navneændringen fra Small Danish Hotels til Stays træder for alvor i kraft 14. januar 2026, men allerede før jul igangsættes en blød overgang, hvor nuværende og nye gæster samt partnere præsenteres for det nye brandnavn på sociale medier og andre kanaler. I takt med ændringen af hotelorganisationens navn, udskiftes også brandløftet Moment of Happiness med Make Memories.




































