Gå til hoved-indhold
07. april 2026 - kl. 17.04

Dansk-japansk kulturmøde på Frederikshavn Gymnasium

  • 1 af 5
  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af: Michael Frederiksen

10 japanske elever og to lærere fra Hidaka High School i Japan har for nylig været på besøg i Frederikshavn. 10 spændte elever fra Frederikshavn Gymnasium var mødt op i lufthavnen for at møde de japanske gæster og tage dem med hjem til deres familier, hvor de skulle tilbringe den følgende uge.

Besøget fra Japan er en del af Frederikshavn Gymnasiums internationale aktiviteter, og der er stor interesse i at deltage i udvekslingsprogrammet blandt eleverne.

Det kulturelle møde er fokus i den sisterschool-agreement, Frederikshavn Gymnasium har med Hidaka High School. Eleverne har inden mødet i Danmark haft korrespondance med de japanske elever, men hvordan hilser man egentlig på sin japanske udvekslingselev første gang? Giver man hånden, eller er det med et kram?

Svaret er, at man med en lettere bævende hånd eller måske et forsigtigt kram tog imod sin gæst, og herefter gik turen hjemad til familierne, hvor der ventede dansk aftensmad. Der blev blandt andet serveret tarteletter, som faldt i rigtig god jord hos de japanske gæster.

Næste morgen begyndte det officielle program på Frederikshavn Gymnasium med præsentationer, hvor de japanske gæster præsenterede deres gymnasium, imens der blev spist dansk morgenmad. Det første møde med gæsterne blev drøftet, og der blev talt om de første erfaringer med kulturelle forskelle, herunder også lidt om sproglige barrierer.

De følgende dage bød blandt andet på deltagelse i undervisning, en tur til  Skagen og et besøg på Johannes Knudsens gravsted på Frederikshavn Kirkegård. Borgmester Jon Andersen var også vært og bød de japanske elever og lærere officielt velkommen til Frederikshavn Kommune, og borgmesteren mødte bogstavelig talt de japanske elever i øjenhøjde. Den officielle velkomst hos borgmesteren understreger også det særlige bånd, der er mellem Frederikshavn og byen Gobo i Wakayama.

De danske elever havde derudover selv arrangeret og planlagt et program for eftermiddagene samt for weekenden, og eleverne viste sig fra deres bedste side som værter. Der var blandt andet arrangeret badminton-pizza hygge, en tur til Aalborg og hotdogspisning, og der var også en familie, der inviterede alle 20 elever hjem til dansk flæskesteg.

Ugen igennem var det tydeligt, at de danske og japanske elever hyggede sig rigtig godt sammen. Udfordringerne i forhold til både kultur og sprog blev færre, og eleverne mødte hinandens vaner og forskellighed med nysgerrighed.

- Det er vi på Frederikshavn Gymnasium stolte af, ligesom vi også er meget taknemmelige over at se det engagement, både vores elever og deres familier udviste for at give de japanske elever en oplevelse for livet, siger Lise Frederiksen, Kristoffer Abildgård og Signe Borup Olsen, alle lektorer på Frederikshavn Gymnasium.

En uge senere var det tid til at tage afsked igen, og her var der ingen tvivl om, hvordan der skulle tages afsked med de nye japanske venner. Afskedshilsnen blev et sikkert varmt kram og også tårer – og med et stort på gensyn til oktober, hvor de 10 danske elever med to lærere rejser til Japan til et genbesøg.

Gymnasiets lærere havde gennem ugen også rig lejlighed til at drøfte både kultur og samfundsforhold med de japanske lærere. De japanske lærere, som begge besøgte Danmark for første gang, var meget fascineret af flere aspekter af det danske samfund, herunder hvordan vi i Danmark er meget direkte i både sprog og handling.

De var også meget optaget af, hvordan danskere er gode til at forhandle, og hvordan det også indgår i vores måde at opdrage børn og unge på, også i gymnasiet. De følte begge, at det var noget, som japanere kunne blive bedre til, da mange i Japan har stor respekt for autoritet og derfor oftere følger deres leders ønsker fremfor at indgå i en forhandling.

Modsat var der blandt gymnasiets lærere ligeledes stor anerkendelse af de japanske gæsters høflighed, ro og evne til at være i øjeblikket.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...