Gå til hoved-indhold
22. maj 2026 - kl. 16.05

DcH Sæby og DcH Frederikshavn får alligevel støtte til afvikling af DM

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Kommune imødekommer alligevel ansøgningen om et tilskud på 36.625 kroner fra DcH Sæby og DcH Frederikshavn til afvikling af DM i Danmarks civile Hundeførerforening (DcH).

Direktionssekretariatet indstillede, at politikerne i Udvalget for Økonomi og Strategi sagde nej til ansøgningen, men alle ni udvalgsmedlemmer er enige om at yde støtte.

Arrangementet afvikles 18.-20. september på følgende lokationer: FfI’s anlæg på Fodboldvej, DcH Sæbys arealer på Solsbækvej og diverse sporarealer i kommunen.

300 hundeførere, 70 dommere og officials, 140 frivillige samt over 1700 tilskuere ventes at være på plads.

Det borgerlige flertal i Udvalget for Økonomi og Strategi efterlyser, at der fremover udarbejdes nye retningslinjer for muligheden for kommunale tilskud.

- Vi ønsker at tone rent flag fra kommunens side. Hvad støtter vi som kommune? Hvad kan man søge støtte til? Det skal vi blive skarpere på - af hensyn til vores og deres (ansøgerne, red.) tid, siger borgmester Jon Andersen til Kanal Frederikshavn.

DcH Sæby og DcH Frederikshavn budgetterer med indtægter på 220.000 kroner og udgifter på 203.100 kroner. Frederikshavn Kommune har en pulje for by og opland, hvor der p.t. er 6.913.175 kroner, som ikke er disponeret. Pengene hentes i denne pulje.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...