Dele af Frederikshavn skal undvære varmt vand i to døgn
Beboere i Kilden og Gudekvarteret kommer til at undvære varmt vand fra mandag 17. august kl. 23.30 til og med onsdag 19. august.
Afbrydelsen sker som følge af en større omlægning af fjernvarmeledninger ved EUC Nord.
Arbejdet medfører, at fjernvarmen vil være afbrudt i cirka to døgn i hele Kilden og i Gudekvarteret - dog vil Midgårdsvej ikke være berørt.
De varmekunder, der er omfattet af afbrydelsen, vil ikke kunne producere varmt brugsvand til bad og vask i de pågældende dage.
Forsyningen informerer de berørte kunder direkte via sms, e-mail eller i e-Boks.
Omlægningen sker i forbindelse med den nye ringledning, som fremover skal forsyne Kilden, Gudekvarteret og Sydbyen med varme samt muliggøre en udvidelse af fjernvarme til havnen.
Forsyningen beklager de gener, som afbrydelsen kan medføre.





































