Gå til hoved-indhold
11. november 2025 - kl. 00.11

Derfor kæmper jeg for en plads i Sundhedsråd Vendsyssel

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af  Kirsten Morild Andersen

Regionsrådsmedlem og -kandidat Kirsten Morild Andersen, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: I har hørt det igen og igen: Stem personligt! Regionen overtager omsorgs- og akutpladserne. Hvorfor er det så ekstra vigtigt at stemme personligt ved dette regionsrådsvalg?

Det handler helt præcist om de fem vigtige politisk valgte pladser i Sundhedsråd Vendsyssel, som regionsrådet besætter på valgnatten i forbindelse med konstitueringen.

Jeg kæmper for en af de pladser, og mit personlige stemmetal bliver afgørende.

Sundhedsråd Vendsyssel kommer til at omfatte Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev og Læsø Kommune. Det bliver landets mindste sundhedsråd, og der er blevet lovet en fair fordeling af de økonomiske midler til netop dette råd med de udfordringer, som vi har. Fordeling af midlerne tager højde for "stor patienttyngde og store geografiske afstande", har man sagt fra Christiansborg. Jeg vil kæmpe for, at dette løfte bliver en realitet.

Vi kandidater kæmper denne gang om færre pladser. Regionsrådet bliver reduceret fra 41 til 25 pladser som følge af den nye sundhedsreform.

Denne nye sundhedsreform kommer til at berøre dig - den enkelte. Sundhedstilbuddene kommer tættere på dig. Det gælder for eksempel de nye omsorgs- og akutpladser.

Fra 2027 vil borgere, der er færdigbehandlet på sygehuset, som ikke er helt klar til at komme hjem, blive tilbudt sundheds- og omsorgspladser. Disse pladser skal drives af regionerne og ikke være kommunale pladser, som de er i dag efter serviceloven.

Når pladserne overgår til regionen, bliver de omfattet af sundhedsloven, og det vil højne kvaliteten. Endnu bedre er det, at patienterne ikke skal betale for opholdet eller eventuel medicin, som de gør nu.

Når man er svækket og forsøger at komme sig oven på en sygehusindlæggelse, så skal man koncentrere sig om at blive frisk igen, og ikke være bekymret for, om man har råd til at betale den medicin, man bliver behandlet med.

Vi kommer i Sundhedsråd Vendsyssel til at afgøre, hvor pladserne skal placeres. Ligeledes skal vi sikre tryghed for de ansatte, der går fra ansættelse i kommunen til regionen med medarbejderoverdragelse.  Med en personlig stemme i Sundhedsråd Vendsyssel sikrer du en lokal forankring og sammenhæng.

Sundhedsrådene kommer til at gøre op med silotænkning, fordi vi styrker det tværstrukturelle samarbejde mellem kommunen, regionen og de praktiserende læger. Så den enkelte ikke falder mellem "stolene".

Sundhedsrådene er også med til at beslutte og prioritere, hvordan midlerne til det nære sundhedsvæsen fordeles – lægedækning, almen praksis, rehabilitering, psykiatrien og forebyggelse.

Derfor tillader jeg mig at gentage, at den personlige stemme er altafgørende for regionsvalget.

Jeg hilser de nye sundhedsråd og sundhedsloven velkommen med lokal forankring.

Husk at stemme personligt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...