Gå til hoved-indhold
05. marts 2026 - kl. 00.03

Det blå guld - i Frederikshavn Kommune er vi vi heldige

  • 1 af 1
Af  Morten Arvidsson

Folketingskandidat Morten Arvidsson fra Sæby (Moderaterne), Nordjylland, har skrevet dette indlæg: I størstedelen af Frederikshavn Kommune er vi heldige. Vi har stadig godt rent drikkevand. Vi kan dreje på hanen og drikke direkte. Det er ikke en selvfølge. Det er et privilegium.

Jeg har rejst i Europa med mine håndboldhold i mange år. Ét spørgsmål gik igen: Kan vi drikke vandet fra hanen? Ofte var svaret nej.

De to år jeg boede i Leipzig, købte vi vand på flaske. Grundvandet var allerede ødelagt. Den virkelighed må ikke blive nordjysk. Og den må heller ikke blive virkelighed i Frederikshavn, Sæby, Skagen, de øvrige byer og landsbyer i vores kommune.

I dag er omkring halvdelen af de undersøgte danske drikkevandsboringer påvirket af nitrat, pesticider eller PFAS. Det er ikke en skræmmehistorie. Det er fakta.

I Nordjylland er udfordringen særlig alvorlig. Både i Thy, på Mors og i Aalborg er vandforsyningen presset. I Aalborg mangler det beskyttende lerlag, som mange andre steder holder forureningen tilbage. Kommunen har derfor stævnet staten, fordi man fremover må rense vandet for at holde nitratindholdet under grænseværdierne.

Det betyder i praksis, at regningen lander hos borgerne.

Vi skal lære af de steder, hvor problemerne allerede er tydelige – og handle, mens vi stadig har noget at beskytte. Vi er nødt til at prioritere nu. Hver dag tæller.

360 mio. kr. – eller mindst 6 mia. kr.
Ifølge DANVA vil det koste omkring 360 millioner kroner om året at beskytte de drikkevandsfølsomme arealer i Danmark. Hvis vi ikke gør det, kan regningen løbe op i 6 til 12 milliarder kroner – til rensning, nye boringer og tekniske løsninger.

Forebyggelse er ikke kun miljøpolitik. Det er sund fornuft. Det er ansvarlig økonomi. Og det er mod til at prioritere.

Landbruget producerer vores mad. Vandværkerne leverer vores vand. Kommunerne og staten sætter rammerne. Vi er afhængige af hinanden – og løsningen skal derfor være fælles.

Men når noget er så grundlæggende som drikkevand, skal det prioriteres først.

Vi bør indføre sprøjte- og gødningsforbud på de drikkevandsfølsomme arealer. Og vi bør udlægge de cirka 250.000 hektar, som eksperter længe har peget på, til egentlige grundvandsparker.

Problemet er kendt – nu skal det løses
Det handler ikke om at udpege syndere. Det handler om at tage ansvar. Og om at finde løsninger, der også giver landbruget klare og fair rammer.

Vand er ikke bare en ressource. Det er liv.

Du består selv mest af vand. Det gør vores børn også. Derfor er det for mig en selvfølge, at vi beskytter den kilde, der giver os livet.

Som træner lærte jeg noget enkelt: Hvis ikke du kan kaste og gribe, bliver der ikke spillet meget håndbold. Først sikrer man det fundamentale. Det, der holder os i gang.

Det gælder også her. Vi skal beskytte vores grundlæggende ressourcer. Så kan vi spille videre.

Det ansvar skal vi løfte – sammen – mens vi stadig kan.

I Frederikshavn Kommune kan vi stadig drikke vandet fra hanen. Det skal vores børnebørn også kunne. Trygt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...