Gå til hoved-indhold
04. oktober 2023 - kl. 09.10

- Det er en del år siden, vi har set Ole Rørbæk Jensen i Fontænehuset

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af  Mikael Sandst Jensen

Mikael Sandst Jensen, leder i Fontænehuset Frederikshavn, har skrevet dette indlæg som reaktion på kritikken fra Ole Rørbæk Jensen, formand for Social- og Sundhedsudvalget: Kære Ole. Jeg er blevet bedt om at kommentere på dit seneste indlæg i pressen: "At ville være sig selv, kommer med en pris". Ole, du vælger at præsentere et ret unuanceret billede af virkeligheden – eller i hvert fald et, for os i Fontænehuset, unuanceret billede. I stedet for at modargumentere på hvert enkelt postulat i din beskrivelse af virkeligheden vil jeg prøve at beskrive hvordan jeg (vi) oplever den.

Jeg oplever Fontænehuset Frederikshavn (FF) som et tilbud til psykisk sårbare, der aktivt opsøger samarbejde med alle relevante spillere på banen (kommunale instanser, frivillige organisationer, regionale sundhedstilbud).

Af konkrete tiltag kan nævnes, at huset var aktivt i verdensmålsugen, var repræsenteret på ungefestivalen, socialmødet i de frivilliges hus, Olympiske lege i socialpsykiatrien, kontinuerlig tilstedeværelse på psykiatrisk sengeafsnit (for at bygge bro mellem indlæggelse og hverdagsliv), medarrangør af March mod Ensomhed, støtter op om sport i idrætsforeningen Mob Din Krop, er aktivt deltagende i samarbejdet i ”Psykiatrifællesskabet i Frederikshavn kommune”, samarbejder med ungeindsatsen og jobcentret i kommunen og mange mange flere tiltag, der er med til at gøre Fontænehuset tilgængeligt for alle dem, der måtte have brug for at komme her – og for at støtte medlemmer i at kunne leve så meningsfulde liv som muligt.

Ole, Jeg tænker, at ovenstående indikerer det modsatte af kun at have øje for sig selv!

I lørdags deltog FF i det store årlige psykiatritopmøde i København hvor temaet var ”Menneske før system”. Ligesom støttecentrene holder vi også den faglige kniv skarp og relevant samt deltager aktivt i samfundsdebatten.

En af forskellene mellem den traditionelle socialpsykiatri og Fontænehuset er, at vi deltager i sådanne arrangementer med både medlemmer og medarbejdere – så der var fem medlemmer og en medarbejder afsted. Som afrunding på topmødet blev en af landets mere respekterede statsmænd (Poul Nyrup) bedt om at opsummere, hvad der havde været i spil i løbet af dagen.

Han sagde bl.a., at en af pointerne fra dagen var: ”Man skal være nogen. før man kan noget”. Oversat for dem, der ikke var med på dagen, betyder det, at vi som individer har brug for at definere os med en identitet (værdier, evner etc.), inden vi overhovedet kan foretage os noget.  Fontænehuset er NOGEN (eller har sin identitet og faglighed i det at være et Fontænehus) derfor kan det NOGET (altså støtte mennesker med en psykisk sårbarhed i at opnå en social- uddannelsesmæssig- og beskæftigelsesmæssig rehabilitering).

I forbindelse med forhandlingerne omkring kommunal bevilling for år tilbage var den kommunale administrations oplæg at omdanne Fontænehuset til et folkekøkken/kulturhus. Ideen var, at medlemmerne i FF skulle servicere dem, der nu måtte komme og frekventere et sådant folkekøkken, hvilket fuldstændig ville fjerne den føromtalte identitet og faglighed, som så igen ville medføre, at der ikke ville være den samme grad af rehabilitering!

Fontænehuset lænede sig dengang ind mod opgaven, som du så smukt formulerer det, og tilbød sin arbejdskraft bl.a. ift. øget mentor arbejde hos jobcentret, inddragelse i efterværn for psykisk sårbare efter at være kommet ud af misbrug, øget samarbejde med ungeindsatsen – for det var her vores faglighed og identitet kunne bruges!!

Da det nærværende administrative budgetoplæg var under opsejling, blev jeg indkaldt til dialogmøde med den kommunale ledelse (uden konkret dagsorden! og da jeg forsøgte at høre, hvordan jeg kunne forberede mig, fik jeg at vide, at det behøvede jeg ikke). Til mødet fik jeg spørgsmålet ,om jeg havde ideer til, hvordan de kommunale budgetudfordringer skulle tackles – jeg kunne ikke umiddelbart komme med en løsning – det er jo et ret komplekst og sammensat budget.

Jeg foreslog dog, at FF kunne drives efter Fontænehusmodellen som et kommunalt §104 tilbud – med alt hvad der hører til af kommunal ledelse osv. – hvilket centerchefen for psykiatri og handicap afslog med: Det ønsker vi ikke!

FF har i denne budgetproces været opsøgt af flere nordjyske medier, der gerne ville belyse de problemstillinger, vi står overfor og portrættere nogle af de mennesker, der har/har haft deres daglige gang i Fontænehuset, så den almene borger har kunnet få en fornemmelse af den rehabiliteringsmodel, vi arbejder ud fra og nogle af de samfundsmæssige effekter, der følger med FF’s indsats – så i den forbindelse har den massive strategi Ole omtaler været at åbne døren.

Historien medierne forsøger at fortælle er, at Fontænehuset er et andet tilbud end de socialpsykiatriske centre – noget, der kan noget andet!! Ikke bedre, ikke dårligere – men noget andet!!

Så for at nævne nogle af de meget kvantitative resultater medlemmer i FF har opnået – bare i 2023!

Fem medlemmer er bevilget fleksjob – hvoraf fire er i job, en er startet i skånejob og endnu en er startet i ordinær beskæftigelse. Her er Fontænehuset ofte det faste anker, da man efter et langt ressourceforløb, med tæt kontakt til sagsbehandler, mentor, jobformidler pludselig står på egne ben og skal efterleve de krav, der er til alle ledige på arbejdsmarkedet, hvilket kan være svært for man bliver ikke nødvendigvis rask af at være blevet bevilget et fleksjob.

Med baggrund i ovenstående og nu mere nuancerede fælles virkelighed vil Fontænehuset, dets ledelse og bestyrelse – gentage sin invitation fra foråret om at komme og opleve Fontænehuset – det er jo en del år siden, vi har set Ole Rørbæk Jensen i huset.

Bestyrelsen vil yderligere også gerne åbne døren til et bestyrelsesmøde, da der er ret stor nysgerrighed omkring, hvad du egentlig vil med dit indlæg i pressen og hvad dine udsagn betyder?

PS.
Fontænehuset bliver i udvalgsformandens/udsatterådsformandens indlæg beskyldt for at lukke sig om sig selv og ikke ville række ud mod andre. Vi har desværre bl.a. oplevet, at det har været særdeles svært at få Social- og Sundhedsudvalget i tale:

Fontænehuset forsøgte i foråret (23. marts) på vegne af psykiatrifællesskabet at få lov til at tale med Social-og Sundhedsudvalget, så vi (os i psykiatrifællesskabet) kunne belyse de udfordringer det administrative budgetoplæg ville afstedkomme – 25. maj fik vi afslag på det – og at vi i stedet måtte benytte et af de høringsberettigede råd. Derfor forespurgte psykiatrifællesskabets medlem i udsatterådet om ikke emnet kunne komme på dagsordenen der 30. maj – han bliver henvist til at bruge ”de rette kanaler”. og forespørger derfor skriftligt – hvad de rette kanaler er?? Hvilket vi får svar på 18. august om, at vi kan rejse vores punkt igennem handicaprådet.

Fontænehuset har tidligere inviteret hele udvalget til at komme og opleve huset og få formidlet de resultater der opnås – også her uden held.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...