Gå til hoved-indhold
29. juli 2026 - kl. 00.07

DM i ponydressur for 17. år i træk i Frederikshavn Rideklub - i år med rekorddeltagelse

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

I denne uge danner Frederikshavn Rideklub for 17. gang rammen om DM i ponydressur for hold, og samtidig afvikles DanmarksCup. Interessen for at deltage har aldrig været større. 

Hele 56 hold med fire ryttere på hvert hold har meldt deres ankomst. Det betyder, at 224 ponyer flytter ind på klubbens område, og sammen med ryttere, familier, trænere og hjælpere forventer Frederikshavn Rideklub at byde velkommen til omkring 600 gæster.

- Det er fantastisk at opleve den opbakning, vi får år efter år. Selv om mange af deltagerne har flere hundrede kilometer til Frederikshavn, vælger de igen at bruge deres sommerferie hos os. Det er vi både stolte af og meget taknemmelige for, siger formand Anne Pedersen.

De første deltagere ankommer onsdag 29. juli, hvor campingområdet åbner, og de mange ponyer flytter ind i de midlertidige stalde. Herefter summer rideklubben af liv frem til søndag, hvor årets mestre kan kåres.

Mere end medaljer 
Selv om der rides om både DM og DanmarksCup, er der en anden konkurrence, som efterhånden har fået sit helt eget liv. Konkurrencen "Stemning til hest – Hvem er bedst?" hylder kreativitet, fællesskab og godt humør.

Alle hold vælger deres eget tema, som går igen gennem hele stævnet. Rytterne klæder sig ud, ponyernes bokse pyntes, og til lørdagens store rytterfest bliver bordene dekoreret efter samme tema. Her konkurreres der ikke om procenter, men om at skabe den bedste stemning for alle.

- Vi ønsker, at deltagerne tager hjem med meget mere end resultater. Fællesskabet er en lige så vigtig del af stævnet som ridningen, og "Stemning til hest – Hvem er bedst?", er blevet en tradition, som mange glæder sig til hele året, siger Anne Pedersen.

Et stævne skabt af frivillige
Bag rekordstævnet ligger flere måneders planlægning og et imponerende frivilligt engagement. De seneste uger har klubbens medlemmer arbejdet intenst med at klargøre baner, opstille telte, indrette campingområde og gøre hele ridecentret klar til de mange gæster.

- Når omkring 600 mennesker og 224 ponyer flytter ind i fem dage, kræver det en kæmpe indsats. Vi er utrolig stolte af vores frivillige, som igen har vist, hvad fællesskab kan udrette. Nu er vi klar, og vi glæder os til at byde hele ride-Danmark velkommen til Frederikshavn, udtaler Anne Pedersen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...