Don Ø gæster Frederikshavn - det handler ikke om fodbold, men Alzheimers
De fleste kender nogen, der rammes af Alzheimers. Nu kan alle, der har lyst, være med til at give et lille bidrag til Alzheimerforeningen og selv få en fortælling, der vil sætte sig. Det sker, når Flemming Østergaard fredag 9. oktober kl. 18.30 kommer til Frederikshavn.
Flemming "Don Ø" Østergaard var i perioden 1997-2010 henholdsvis administrerende direktør og bestyrelsesformand i selskabet bag FC København, men denne aften handler ikke om fodbold.
Han sætter ord og tanker på, hvordan hans kone Inge blev ramt af alvorlig sygdom, og det rammer en hel familie. Flemming Østergaard har udgivet boget "Det skal fandme være en god dag" om emnet.
- Vi har sammen med FOA Frederikshavn, Hotel Jutlandia, Din Boghandel og Frederikshavn Gymnasium gjort det muligt at få Flemming Østergaard til Frederikshavn, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.
Der er stadig ledige pladser, som teaterforeningen håber bliver solgt, så beløbet, der bagefter overføres til Alzheimerforeningen, bliver så stort som muligt.
- Vi får gæster, der hver især har en rørende historie, og efter foredraget kan bogen "Det skal fandme være en god dag" købes, og den signeres selvfølgelig af Flemming Østergaard. For hver bog, der sælges, giver Din Boghandel et beløb til overskuddet, oplyser Lilly Pedersen.
Publikum kan se frem til en gribende og personlig beretning om kærlighedens styrke i mødet med Alzheimers.
Flemming Østergaard, der som succesfuld erhvervsmand er vant til at håndtere store kriser, stod over for sit livs sværeste udfordring, da hans hustru bliver alvorligt syg.
Fortællingen følger, hvordan sygdommen gradvist nedbryder hende og gør hende afhængig af konstant pleje, mens Flemming Østergaard kæmper for at bevare hendes værdighed.
Aftenens overskud går ubeskåret til Alzheimerforeningen efter ønske fra Flemming Østergaard.




































