Gå til hoved-indhold
06. juni 2021 - kl. 00.06

Dygtigt drengekor sang smukt på Grenens spids

  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Lørdag formiddag bød på noget af overraskelse på Grenen. I det vidunderlige sommervejr kunne der pludselig høres korsang, og det var ingen ringere end Københavns Drengekor, som på smukkeste vis fremførte "I Danmark er jeg født".

Københavns Drengekor tilhører verdenseliten blandt drengekor og kan i 2024 fejre 100 års jubilæum. Koret har en omfattende koncertvirksomhed i Danmark og har vundet internationalt ry med sine turnéer over det meste af verden.

Koret skulle have været på turné i Sydeuropa i år, men det satte COVID-19 en stopper for. I stedet for gik turen 10 dage til Jylland med afsluttende koncerter fredag i Sæby Kirke og to gange lørdag i Skagen Kirke.

Som opladning til de to koncerter lørdag eftermiddag i Skagen tog de 33 drenge og 15 mænd ud på Grenen, og inspireret af det skønne vejr brød de ud i sang, da de stod helt ude på spidsen af Grenen. Det frembragte kuldegysninger og udløste fortjent mange klapsalver.

Og hvilken fantastisk modtagelse det var for 33 kajakroere - blandt andet fra Frederikshavn Havkajakklub - som i går var på tur Skagen Rundt. De nåede Grenen, netop som koret var i gang med at afslutte "I Danmark er jeg født".

Københavns Drengekor er tilknyttet Sankt Annæ Gymnasium, der er Københavns Kommunes sangskole. Her får de 180 drenge i alderen 9-14 år professionel sangtræning som en integreret del af deres almindelige skolegang.

Sankt Annæ Gymnasium rekrutterer hvert år nye elever med sanglige og musikalske evner blandt eleverne i 2. klasse i og omkring København. Drengene modtager to års undervisning i stemmedannelse og hørelære, før de begynder i selve korarbejdet. Her er der 10 timers musik på skoleskemaet hver uge i to år. Hertil kommer to øveaftener om ugen.

Carsten Seyer-Hansen har siden august 2020 været chefdirigent. Han ses yderst til højre i videoen i lys skjorte.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...