Gå til hoved-indhold
17. september 2025 - kl. 00.09

Efter borgermøde: Socialdemokratiet lover tre konkrete ting

  • 1 af 1
Af  Brian Kjær og Anders Brandt Sørensen

Brian Kjær (A), medlem af Social- og Sundhedsudvalget, og Anders Brandt Sørensen (A), borgmesterkandidat, har skrevet dette indlæg: Tak for fremmødet til vores borgermøde mandag 15. september. Og sikke et godt møde det var! Ingen holdt sig tilbage, og der var deltagelse fra andre partier, så dialogen blev bred og inkluderende. I Socialdemokratiet byder vi gerne andre velkommen til samtalen – for det handler om sagen. Og sagen er klar: Vi skal sikre god pleje og omsorg i Frederikshavn Kommune!

Mødet i mandags var kun begyndelsen. Det overordnede tema er, at vi skal tættere på hinanden. Det er vigtigt, at byrådet kommer tættere på hverdagen inden for Social- og Sundhedsområdet.

Mødet var første skridt. På længere sigt skal vi sikre en stabil og nødvendig bemanding på hele området. Målet er, at alle borgere med behov for pleje og omsorg skal opleve konkrete forbedringer. Det bliver ikke gratis, og derfor vil forbedringerne komme trinvis over de næste år.

Men allerede nu – på den helt korte bane – vil vi efter valget love tre ting:

  1. Åbenhed for alle medarbejdere gennem en åbenhedsaftale med FOA. Alle medarbejdere skal føle sig trygge ved at kunne ytre livsnødvendig og konstruktiv kritik.
  2. Fokus på enkeltsager. Vi skal skelne mellem egentlige enkeltsager og strukturelle problemer. Social- og Sundhedsudvalget skal følge sagerne tæt og modtage afrapportering tre til fire gange årligt. Det sikrer, at både udvalget og byrådet kan reagere rettidigt.
  3. Arbejdsmiljø – Punktum! Arbejdsmiljøet skal være i orden. Som offentlig arbejdsplads kan vi ikke acceptere andet!

"Valgflæsk, valgflæsk, valgflæsk!" – ja, det kan man næsten høre nogen råbe. Men vi mener det faktisk. Derfor har vi allerede nu booket tid og sted: Samme tid næste år mødes vi igen i Gildesalen, kl. 18.30–20.30. Her vil vi fortælle om de forbedringer, vi skal have indført – og lytte til, hvad næste skridt skal være.

Og hvis vi ikke er lykkedes? Så giv os en opsang! Vi lover ikke, at vi nogensinde bliver færdige med at forbedre forholdene for pleje og omsorg. Men vi lover, at vi vil fortsætte utrætteligt med at gøre tingene bedre – gerne sammen med så mange ansvarlige partier som muligt.

Vi ses meget i det kommende år – og vi ses i Gildesalen 15. september 2026 kl. 18.30.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...