Ejer af centerbygning i Sæby Søbad glæder sig til at forskønne området
Ejeren af centerbygningen i Sæby Søbad, Lars Dannervig, har både en plan klar og økonomien på plads til, at der kan bygges helårsboliger i området. Det fortæller han til Kanal Frederikshavn få dage før, at lokalplan og kommuneplantillæg skal vedtages i Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser i Frederikshavn Kommune.
Som omtalt i lørdags indstiller administrationen, at politikerne vedtager både lokalplan og kommuneplantillæg.
- Centerbygningen ved Sæby Søbad skal nu efter 10 års venten igen pryde ved den smukke strand i Sæby. Vi har fået en god opbakning til boliger efter foroffentlighedsfasen, efterfølgende stemt igennem med stort flertal på en generalforsamling i ejerforeningen samt et enigt Plan- og Miljøudvalg og byråd, som har givet os et ja til igangsætning af ny lokalplan til boliger. Den er nu udarbejdet med den største respekt for de indsigelser, der er kommet til ejendommen og udenomsarealerne. Vi kan derfor nu med glæde se, at forvaltningen også har indstillet til, at lokalplanen vedtages, siger en tilfreds Lars Dannervig.
Han erkender, at det har været en meget lang og udmattende proces.
- Vi, og mange andre, har udtømt alle muligheder for en drift i bygningen, men har erfaret, at det ikke er en mulighed. Men nu er vi heldigvis ved endestationen og ser frem til at komme i gang med at forskønne området. Vi har en plan klar, og økonomien er på plads, så vi står klar til at få den fine ejendom ved vandet i Sæby bragt tilbage, så den igen vil fremstå som en smuk funklende stjerne på dette unikke sted, lover Lars Dannervig.
Han anerkender de betræbelser og det arbejde, der er gjort på at finde investorer til hoteldrift eller lignende.
- Tanken har været velment, men der må også komme et tidspunkt, hvor man må kapitulere og acceptere, at det ikke har været muligt. Det er jo nemt at samle mange undskrifter, hvis man lokker med tanken om et badehotel, men den idé er med vores hotelerfaring helt urealistisk. Vi håber, at man nu efter næsten 10 års venten på en afklaring accepterer, at man ikke har formået at finde en investor, og at der nu bør slåes en streg i sandet, så vi kan komme igang med at forskønne området til glæde for alle husejerne i feriebyen og for hele Sæby. Vi kan ikke længere være bekendt, at ejendommen - på den smukke og helt unikke placering - fremover skal stå øde hen som en spøgelsesbygning med hærværk i vente, mener Lars Dannervig.




































