Gå til hoved-indhold
28. maj 2026 - kl. 11.05

Ekstraordinære indtægter giver stort overskud hos Forsyningen

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Onsdag 27. maj var der generalforsamling i Frederikshavn Forsyning A/S, hvor årsberetningen for 2025 blev fremlagt og godkendt.

Forsyningens næstformand, Thomas Hjort, indledte generalforsamlingen med sin mundtlige beretning, inden han gav ordet videre til Forsyningens administrerende direktør, Claus Reimann Petersen, der orienterede generalforsamlingen om koncernens virke i det forgangne år.

Baggrund for overskuddet
Forsyningens regnskab for 2025 viser et overskud på 79,8 mio. kr. Det store overskud skyldes især to ekstraordinære indtægter.

Forsyningens spildevandsselskab har fået udbetalt 45 mio. kr. i forbindelse med en skattesag, der går tilbage til 2007.

Da Frederikshavn Spildevand blev bekendt med beløbet fra skattesagen, valgte selskabet ikke at udnytte den fulde indtægtsramme. Indtægtsrammen fastsættes af Vandsektortilsynet og angiver det maksimale beløb, som selskabet må opkræve hos kunderne.

Det betyder, at selskabet i 2024 og 2025 ikke har opkrævet den maksimale spildevandstakst svarende til 45 mio. kr. På den måde har kunderne indirekte fået beløbet tilbage i form af lavere takster. Samtidig er hvile-i-sig-selv-princippet overholdt, da der fortsat er balance mellem selskabets indtægter og udgifter.

Derudover har Frederikshavn Forsyning Erhverv solgt arealer ved skovområdet Brinkhus til Forsvaret, hvilket har givet en indtægt på cirka 11 mio. kr. For at sikre den fremtidige vandforsyning kontaktede Forsyningen i 2018 Forsvaret med henblik på køb af skovområdet til brug for vandindvinding. Købet fandt sted i 2020, og Forsyningen har nu udnyttet områdets muligheder for yderligere vandindvinding. For at sikre forsyningssikkerheden vil de eksisterende vandboringer i Brinkhus, efter salg af området til Forsvaret, fortsat levere vand til og i områderne omkring Skagen og Frederikshavn.

Uden de ekstraordinære indtægter ville overskuddet have været på godt 25 mio. kr. Overskuddet i 2025 skal derfor ses i lyset af de særlige indtægter og er ikke udtryk for et varigt overskudsniveau.

Overskuddet anvendes til investeringer
Forsyningen ser ind i en fremtid med mange store investeringer. Koncernens selskaber foretog i det forgangne år investeringer for 252 mio. kr., mens der alene blev optaget gæld for cirka 31 mio. kr. Resten er egenfinansieret.

Tilbagebetalingen fra SKAT på 45 mio. kr. anvendes i 2025 og 2026 til at finansiere spildevandsselskabets anlægsinvesteringer, mens Frederikshavn Forsyning Erhverv anvender indtægten på 11 mio. kr. til investeringer i den grønne omstilling. Da overskuddet skal forblive i det enkelte selskab, kan overskud i øvrige selskaber ikke anvendes til fx at nedsætte varmeprisen.

De største investeringer i 2025:

  • Anlægsstart af nyt Tolne Vandværk – 16 mio. kr.
  • Anlægs- og separeringsprojekter i Skagen, Strandby, Frederikshavn og Sæby – 41 mio. kr.
  • Skagen forrenseanlæg – 17 mio. kr.
  • Ombygning af genbrugspladser – 11 mio. kr.
  • Elkedel og akkumuleringstank til varmen – 23 mio. kr.
  • Udskiftning til LED-armaturer til gadebelysning – 8 mio. kr.

Fremtidig kapacitet
Forsvarets aktiviteter i Nordjylland har lukket op for en lang række projekter, hvor Forsyningen er involveret. Forsyningen har været proaktiv i forhold til Forsvarets udbygning og er klar til at tage hånd om projekterne på Frederikshavn Havn, Flådestationen, Sergentskolen og Krudten i Elling.

Derudover har kapaciteten i det overordnede elnet fyldt meget gennem det forløb år, og en plan for hurtigere udbygning er under udarbejdelse i EnergiNet. For nuværende er der ingen problemer med, at Elinord dækker det lokale behov inden for netområdet, men mulighederne for at lokale solcelle- og vindmølleproducenter vil kunne kobles direkte på store forbrugere og/eller batterier afdækkes løbende.

Du kan læse årsberetningen og det forgangne års projekter her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...