En hyggelig tradition: Pinsegudstjeneste i Plantagen
Det særlige ved 2. pinsedag er, at kirkerne i Frederikshavn gennem mange år har inviteret byen til friluftsgudstjeneste i Plantagen netop denne dag.
Kirkerne i Frederikshavn har holdt fast i traditionen med en tværkirkelig pinsegudstjeneste i Plantagen, hvor der medvirker præster, musikere, sangere og andre medarbejdere fra en række af byens kirker.
I år er Abildgård Kirke, Bangsbostrand Kirke, Kirkerne i Bakkelandet, Metodistkirken, Baptistkirken og Frelsens Hær med til at arrangere og skabe rammerne for pinsegudstjenesten 2. pinsedag – mandag 9. juni kl. 10.30. Musikken står Bangsbostrand Kirke for.
Plantagen på hjørnet af Gammel Skagensvej og Nørregade er Frederikshavns ældste offentlige anlæg, og i denne grønne oase under store, gamle og skyggefulde træer er der gennem mange år holdt friluftsgudstjeneste.
- Efter gudstjenesten er der fælles kaffe. Tag gerne egen stol eller tæppe med, så vi kan nyde kirkefællesskabet i helt andre rammer, end vi er vant til, opfordrer sogne- og international præst Simon Blix Nielsen fra Abildgård Kirke og tilføjer:
- Og skulle der ske det, at vejret ikke er med os, så rykker vi indenfor i Abildgård Kirke, som ikke ligger så langt fra Plantagen.