En investering i børn og unge er en investering i vores fremtid.
Regionsrådskandidat Almina Nikontovic (SF) har skrevet dette indlæg: Et barn, der mistrives i dag, bliver en ung, der kæmper i morgen – når vi ikke handler i tide forsvinder barndommen i ventelister. Konsekvenserne er alt for store for hele samfundet – derfor skal vi øge fokus på forebyggelse, rettidig hjælp og nedbringelse af ventetider i psykiatrien.
I dag ser vi desværre en stigende tendens: flere børn og unge mistrives. Det viser sig i form af stress, angst, ensomhed, lavt selvværd og skolefravær. Bag tallene gemmer sig historier om børn, der føler sig pressede, utilstrækkelige – og som ikke altid bliver set eller hørt i tide.
Der kan være mange årsager. Nogle kæmper med høje krav i skolen, konstante sammenligninger på sociale medier og et samfund, hvor der sjældent er plads til at fejle. Andre oplever udfordringer i hjemmet, mobning eller manglende støtte i hverdagen.
Men én ting er sikkert: ingen børn mistrives alene. Bag hver enkelt historie står et fællesskab – et netværk af voksne – som kan gøre en forskel. Lærere, pædagoger, forældre, venner og naboer kan alle være den, der ser lidt ekstra, spørger én gang mere eller bare lytter uden at dømme.
Desværre ser vi alt for ofte, at de børn og unge, der faktisk har brug for professionel hjælp, især fra psykiatrien, må vente urimeligt længe. Der går i gennemsnit fem år fra de første tegn på mistrivsel viser sig, til et barn eller en ung endelig får en henvisning til psykiatrien. Fem år – det er næsten en hel barndom. Ventetiden på udredning og behandling betyder, at problemerne vokser sig større – og mange når at blive unge voksne, før hjælpen endelig kommer.
Når de så står i et system, der forventer, at de kan tage en uddannelse, få et job og klare sig selv, bliver det alt for tydeligt, at de aldrig fik den støtte, de havde brug for i tide. Det er ikke de unges skyld – det er systemet, der svigter.
Når børn og unge falder mellem to stole i psykiatrien, er det fordi systemet er for presset og for opdelt. Kommunen siger, “det er en sag for regionen.” Regionen siger, “det hører til i kommunen.” Der bliver gjort forskellige ting til at nedbringe ventelisterne og selv om det lykkes i PPR for eks. Så lykkes det ikke helt når ventetiderne i region er så lange.
At forebygge mistrivsel handler derfor ikke kun om nærvær og relationer, men også om rettidig og tilgængelig hjælp. Vi skal sikre, at børn får den støtte, de behøver, mens de stadig er børn – før mistrivsel bliver til livslang kamp.
SF kæmper for, at ingen børn bliver tabt mellem systemerne. Vi vil have én samlet, sammenhængende indsats, hvor barnets behov – ikke budgetter og grænser mellem myndigheder styrer forløbet.
I SF vil vi have fokus på:
🔸 Kortere ventetider og hurtigere adgang til hjælp
🔸 Flere ansatte i børne- og ungdomspsykiatrien
🔸 Tidligere indsats i skoler og daginstitutioner
🔸 Tættere samarbejde mellem kommune, region og familie
For når vi handler i tide og møder børn, når udfordringer starter og ikke flere år senere, så øges chancen for at de som unge kan gennemføre en uddannelse, klare et job og vælger den vej i livet de brænder for. En investering i børn og unge er en investering i vores fremtid.