En skøn sangerinde - som en slags Suzanne Vega med krudt i røven

Det var en humørfyldt og levende sangerinde, der indtog scenen sammen med sin faste makker, guitaristen Sean Driscoll, og Morten Jay på bas og Kent Olsen på trommer. Og de fik hurtigt god kontakt med publikum, der desværre ikke var særlig talrigt. En koncert med Dissing, Dissing og Las i Kappelborg i Skagen på samme tid kunne være årsagen.

Repertoiret var en rejse gennem Brookes lange karriere (fra slut 1980’erne til i dag) med temaer som liv/død, misbrug (”Alice”) og sex (”Midnight Hallelujah”) - sågar kvinders menopause var der en sang om (”Fire”). Mange baseret på personlige oplevelser, som fx ”Little Things”, der tog udgangspunkt i en brand i den ejendom i New York, hun på et tidspunkt boede i, eller da hun læste om de mange børn, der uskyldigt blev ofre i nogle af de skyderier, der er en trist del af amerikansk våbenfascination og skrev sangen ”Hashtag Lullaby” med den sigende linje, ”Everybody was somebody’s baby”. Vi fik også eksempler på et par af de filmmelodier, hun havde skrevet – fx ”I’ll Try” fra filmen ”Return to Never Land”. Det var tydeligt at Brooke er en rigtig storyteller med masser af ting på hjertet.

Genren var en blanding af folk/pop tilsat en godt portion rock – som en slags Suzanne Vega med krudt i røven. Vokalt spændte Brookes stemme vidt fra kraftfulde udladninger til næsten babyagtig pludren, mens fingrene gled over guitarens gribebræt i spændende akkorder. Udover guitarerne, som blev tunet både op og ned, trakterede Brooke også mandolin og keyboard.

I baggrunden leverede Sean Driscoll lækkert elektrisk guitarspil, som både rummede smægtende lyriske drømmende passager og vrængende/fræsende soli. Bassisten Morten Jay gav numrene en solid dybde, mens Kent Olsen med elegant og sofistikeret trommespil var god til at understrege stemningen i den enkelte sange.

Som nævnt var der desværre ikke så mange i Maskinhallen, men de der var der fik en rigtig god oplevelse med en skøn sangerinde.