Enigt byråd står sammen om udviklingen af og på Frederikshavn Havn
De seks gruppeformænd i Frederikshavn Byråd har skrevet dette indlæg: Et enigt byråd står sammen om udviklingen af og på Frederikshavn Havn.
På byrådsmødet 3. maj 2023 vedtog Frederikshavn Byråd ny ejerstrategi for de kommunale selvstyrehavne. Herunder også Frederikshavn Havn.
Processen med opdatering af ejerstrategien blev kørt med udgangspunkt omkring gruppeformandskredsen. På den måde har hvert parti én stemme ind i dette arbejde. Da gruppen fremsendte vores udkast til ny ejerstrategi til byrådet, var det i enighed.
Den nye ejerstrategi indeholder væsentlige pejlemærker for ejeren (kommunen) og havnebestyrelserne, herunder blandt andet om frasalg af arealer, optagelse af lån, forhold om vidensdeling og andre strategiske forhold.
Alt sammen selvfølgelig under skyldigt hensyn til den gældende lovgivning.
Efterfølgende har bestyrelsen i Frederikshavn Havn udarbejdet nye vedtægter, der passer til den nye ejerstrategi. Disse vedtægter blev 31. august 2023 godkendt af byrådet.
Frederikshavn Byråd er derfor helt enige om den overordnede ramme, der gælder for Frederikshavn Havn, og det er den, at vi som ejer ønsker, at der skal arbejdes efter nu og i fremtiden.
Uden at ville gå ind i de seneste dages udtalelser til pressen håber vi, at dette kan være med til at give et samlet og mere objektivt billede af proces og retning.
Karsten Thomsen, gruppeformand A
Peter Sørensen, gruppeformand V
John Lamp Henriksen, gruppeformand C
Christina Lykke Eriksen, gruppeformand SF
Jens Nygaard, gruppeformand NB
Thomas Hjort, gruppeformand DF