Gå til hoved-indhold
05. februar 2024 - kl. 00.02

Erik Kyed Trolle fortsætter som løsgænger i byrådet de næste to år

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Tre uger efter, at byrådsmedlem Erik Kyed Trolle overraskende forlod den socialdemokratiske byrådsgruppe, oplyser han nu til Kanal Frederikshavn, at han forbliver løsgænger resten af denne byrådsperiode, det vil sige indtil 31. december 2025.

- Jeg har ikke gjort mig overvejelser om at blive medlem af et andet parti. Skulle det ske, vil det først være aktuelt i forbindelse med et kommende valg, så vælgerne kan sige "elsker/elsker ikke", udtaler Erik Kyed Trolle.

15. januar udsendte han en pressemeddelse, hvori han begrundede sit farvel til Socialdemokratiet.

- Min beslutning er begrundet i, at jeg ikke længere føler samarbejdet i den socialdemokratiske byrådsgruppe lever op den forventning, jeg måtte have til et godt politisk miljø. Jeg har meddelt, at jeg fortsætter byrådsarbejdet som løsgænger. Jeg agter ikke at begrunde min beslutning yderligere, lød det fra Erik Kyed Trolle.

Nu kan han se frem til næsten to år som løsgænger.

- Selvom jeg nu er "uden parti", vil det ikke ændre hverken min lyst til at arbejde politisk eller min lyst til at nå resultater, forhåbentlig til gavn for borgerne, siger Erik Kyed Trolle.

Det vides endnu ikke konkret, hvad der fik bægeret til at flyde over for Erik Kyed Trolle.

- Jeg har stor forståelse for, at man som medlem i en politisk gruppe altid betaler en "pris", når der skal laves kompromisser.
Hvis man føler, "prisen" bliver for stor, og man mister sin selvrespekt, må man jo vurdere, om man skal blive eller gå, udtaler Erik Kyed Trolle.

Med Erik Kyed Trolles status som løsgænger ser mandatfordeling således ud i Frederikshavn Byråd:
Socialdemokratiet: 17
Venstre: 5
Det Konservative Folkeparti: 2
Løsgængere: 2
Dansk Folkeparti: 1
SF: 1
Nye Borgerlige: 1

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...