Det årlige CykØLløb "Tour de Bière" slutter i Frederikshavn på fredag
I denne uge besøger det årlige CykØLløb "Tour de Bière" Frederikshavn. Nærmere bestemt har årets udgave valgt Bangsbo Brewing Company som turens endestation.
Feltet består af tørstige ølentusiaster, som cykler langt for at smage på - og ikke mindst promovere - det gode danske øl.
Det er 16. gang, at dette velsmagende cykelløb bliver arrangeret af forbrugerorganisationen Danske Ølentusiaster, og årets tour løber over syv etaper uden hviledage, men med masser af hygge, fællesskab, team spirit, motion og meget smagen på og snakken om øl.
Tour de Bière begyndte 27. juni i Aulum og slutter fredag 3. juli i Frederikshavn.
Rytterne tilbagelægger 500 kilometer og besøger over 20 bryggerier og andre gode ølsteder - alt fra håndbryggere, nanobryggerier, mikrobryggerier til craft beer lokationer og caféer.
Tidligere år har cykelholdet besøgt Nordtyskland, Norge, Sverige, Bornholm samt stort set resten af Danmark.
- Så kom og mød de hårdt prøvede ryttere, når de kommer forbi hos Bangsbo Brewing Company på turens sidste officielle øl-stop. Det kommer til at foregå fredag 3. juli fra kl. 15.00 i det lille lokale bryggeri, fortæller Bo L. Jensen, Danske Ølentusiaster - Lokalafdeling Frederikshavn.
Bangsbo Brewing Company er et nanobryggeri med taproom, som har til huse i Søndergade 30A i Frederikshavn. Her er to passionerede ølfolk, som gerne vil give fredrikshavnerne og andet godtfolk en god øloplevelse.
- At nyde et godt glas øl er en social begivenhed, og det har de prøvet at understrege i deres taproom, hvor man ikke sidder alene ved et bord. Der skal være plads og tid til en god snak, et brætspil eller bare eftertænksomhed. De brygger øl, som de selv gerne vil nyde, og de har en meget bred smag, så der vil være øl for enhver, siger Bo L. Jensen.
Bangsbo Brewing Company holder åbent som sædvanligt denne fredag fra kl. 15.00 til 18.00, så der er fine muligheder for en autograf og ikke mindst en god snak om dansk microbryg med de hårdt prøvede ryttere.





































