Et stærkt brand som Filmmaskinen fortjener en stærk filmsatsning
Byrådskandidat Liv Lundholm og borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (begge A), har skrevet dette indlæg: Hvis vi tør sige det højt til hinanden, så har vi faktisk nogle styrker i vores kommune – indenfor det kulturområde har vi faktisk deciderede kulturelle fyrtårne. Det hørte vi en masse om for nyligt på det omvendte valgmøde, vi havde omkring kultur. Et af dem er Filmmaskinen.
Filmmaskinen startede som et tilbud til unge nordjyder med en filmmager i maven. Den blev bygget op helt fra bunden med en klar overbevisning om, at unge kan være med til at skabe kultur. I dag, 13 år senere, samler Filmmaskinen unge mellem 12 og 25 år, som både laver egne produktioner og bidrager til professionelle film- og tv-optagelser i Nordjylland. Resultaterne taler for sig selv. Mange produktioner vinder priser verden over, senest har to af de unges film vundet priser på en filmfestival i Odense.
Når vi har et stærkt kulturbrand som Filmmaskinen, har vi mulighed for at skabe vækstbetingelser for noget, der kan berige hele kommunen – og som på sigt til dels kan blive selvbærende. Derfor skal vi smede, mens jernet er varmt. Filmmaskinen nyder stor agtelse og anerkendelse. Hele landet ved, at skolen eksisterer og leverer af høj kvalitet. Desuden er det et sted vores lokale unge trives, udvikles og bidrager til et levende kulturliv. Ja, faktisk har undervisere fra Filmmaskinen også lige været på Island for at undervise deres lærere i, hvordan man kan bruge film i undervisningen. Vi mener, at en målrettet filmsatsning derfor både kan fastholde unge i kommunen og tiltrække nye talenter, som kan leve her og udvikle sig som filmskabere og filmundervisere.
Derfor skal vi udvikle Filmmaskinen til at blive et decideret filmproducerende miljø i større skala – et sted, producenter vender sig mod, når der skal skabes filmkunst. Og et sted, hvor der udvikles film baseret på lokale historier. Vi foreslår derfor, at vi:
- Skaber betingelser og gode rammer for, at lokale historier kan fortælles og leve videre gennem lokalproducerede film.
- Strategisk udarbejder en vision for, at større danske og internationale produktioner skal placeres i vores kommune. Dette sker igennem en prioriteret filmsatsning for kommunen.
- Investerer i produktions- og studiefaciliteter, der gør det muligt at gennemføre hele filmproduktioner for vores talentfulde lokale og regionale filmskabere.
- Sikre Filmmaskinens fortsatte udvikling og brede muligheden for undervisning ud til flere børn og unge i kommunen.
Det er langsigtede investeringer, men det gør ikke noget. Filmmaskinen har eksisteret længe og har opnået flotte resultater i den tid. Både for de unge og for kunsten og kulturen. Derfor er det oplagt at bygge videre på succesen. En ambitiøs filmsatsning er ikke kun kulturpolitik – det er også børn- og unge samt erhvervs- og bosætningspolitik for fremtidens Frederikshavn Kommune.




































