Et ton ringende metal i kirketårnet ved Abildgård Kirke
Når klokken slår 12.00 mandag 5. maj, kan du høre noget ganske særligt. 5. maj 2025 fejrer vi 80-året for Danmarks befrielse efter Anden Verdenskrig, og over hele landet markeres dette af landets kirker med klokkeringning kl. 12-12:15. Det gør man også i Abildgård Kirke, hvor man lader kirkeklokkerne lyde ud over sognet.
Det er kirkeminister Morten Dahlin og folkekirkens biskopper, der opfordrer til at lade kirkeklokkerne ringe i landets mere end 2000 kirker. For kirken havde en særlig betydning under Anden Verdenskrig, siger ministeren.
- Kirkerne var under besættelsen et frirum - et sted, hvor man kunne søge håb og trøst, selv i de mørkeste tider. Vi lever i en tid, hvor der er brug for håb og samhørighed. Hvor vi minder hinanden om, at selv i svære situationer er der muligheder for at komme styrket ud på den anden side. siger kirkeminister Morten Dahlin i en pressemeddelelse.
På befrielsesdagen 5. maj 1945 ringede landets kirkeklokker om morgenen for at markere krigens afslutning. Besættelsen, der havde varet siden 9. april 1940, sluttede, da de tyske tropper overgav sig om aftenen 4. maj 1945.
I Abildgård Kirkes fritstående kirketårn er ophængt fire klokker. Klokkerne ses ikke udefra, men du hører dem hver dag, når en af klokkerne slår timeslag, Hvis man lytter godt efter, kan man høre alle fire klokker, når de kalder til gudstjenester og ved kirkelige handlinger som vielser og begravelser.
Ved særlige lejligheder kimer klokkerne. Det er et festsignal, som bliver brugt til at markere kirkens højtider som f.eks. juledag, påskedag og pinsedag – og til bryllupper i kirken.
Klokkerne i Abildgård Kirkes tårn bærer inskriptionen: "Jeg støbtes af Petit & Fritsen i Holland år 1970 til Abildgård Kirke". På den modsatte side står Grundtvigs salmelinje: "Kimer i klokker". Klokkerne er stemt i tonerne A, H, D og E, og det er nogle tunge klokker, der er tale om.
A-klokken vejer 455 kg og har en diameter på 90 cm, H-klokken vejer 320 kg og har en diameter på 80 cm, D-klokken vejer 185 kg og har en diameter på 67,5 cm, E-klokken vejer 132 kg og har en diameter på 60 cm.
Der hænger altså over et ton ringende metal i kirketårnet ved Abildgård Kirke, og dem får du at høre mandag 5. maj kl. 12-12:15.